Real Madrid smed igen points på manglende effektivitet

Real Madrid tog søndag aften imod Espanyol i en kamp, hvor kun sejren talte.

Og det var da også Real Madrid, som lagde bedst ud og fik presset catalanerne tilbage på banen og i de indledende minutter kom man frem til et par gode forsøg, som dog ikke mundede ud i scoring. Espanyol lurede på kontra-angreb og efter et kvarters spil var Simao tæt på at bringe udeholdet foran, da han pludselig fik en løs mulighed, men hårdt presset skød han forbi mål.

Luka Modric havde fået chancen på den centrale midtbane i stedet for Ángel di María og kroaten var meget ivrig efter at vise sit værd, både som spilstation og som afslutter, men efter en halv times spil, mistede han bolden midt på banen og så kunne Verdú spille Sergio García helt fri og bringe udeholdet foran. Da var der spillet en halv time.

Scoringen rystede Real Madrid, som ikke længere fandt hinanden med afleveringerne og da Sergio García otte minutter senere var tæt på at score til 0-2 indfandt de første pibekoncerter sig på Estadio Santiago Bernabéu. Forinden havde Pepe på absurd vis foræret et hjørnespark til Espanyol i en situation, som med allerstørste lethed kunne have været afværget.

Men Real Madrid har en uforlignelig evne til at udnytte dommerens spilletid til det yderste og netop som Mateu Lahoz skulle til at stikke fløjten i munden for sidste gang i første halvleg, dukkede Cristiano Ronaldo op inde foran mål og fik prikket indlægget fra Khedira i nettet.

Dermed fik Real Madrid en lille opmuntring at gå til pausen med efter en skuffende indsats i første halvleg og sædvanen tro, kvitterede José Mourinho da også med en konsekvent udskiftning i pausen, da Modric blev taget ud i stedet for Ángel di María.

Og der gik da heller ikke mere end et par minutter før Real Madrid havde vendt kampen og bragt sig foran. Igen var det Cristiano Ronaldo, som var arkitekten, da han med en mesterlig aflevering fandt en fremstormende Coentrao, som satte sig igennem i straffesparksfeltet og fik prikket bolden forbi Casilla i Espanyol-målet.

Herefter spillede Real Madrid sig frem til en række store muligheder i løbet af meget kort tid, som burde have lukket opgøret endegyldigt, men dels manglede afslutningerne den sidste kvalitet, dels måtte Casilla også i et enkelt tilfælde hive en klasse-redning frem for at hindre Real Madrid i at få scoret, men hjemmeholdet sad fuldstændig på opgøret og havde reduceret Espanyols spillere til tilskuere.

Netop som man sad og ventede på Real Madrids afgørende scoring, var Espanyol tæt på at slå til i banens anden ende, men netop indskiftede Albín missede afslutningen på en af de meget få chancer til catalanerne i anden halvleg.

Med 18 minutter igen kom Álvaro Morata på banen i stedet for Callejón og han skulle blot bruge et par minutter på at sætte sig selv i scene, da han på en god aflevering fra Özil fik headet på mål, men han måtte se Héctor Moreno redde på stregen og dermed stod der stadig 2-1 til Real Madrid.

I slutminutterne viste Espanyol atter lidt farlighed og tre minutter før tid fik man udlignet i en situation, hvor Real Madrids forsvar af uransaglige årsager ikke kunne få ekspederet bolden ud af eget straffesparksfelt efter et hjørnespark og så kunne Albín sende bolden ind bag Casillas.

Selv om dommer Mateu Lahoz havde lagt fire minutter til, så var det ikke nok til at Real Madrid kunne komme tilbage og få scoret sejrsmålet og dermed endte kampen 2-2 og Real Madrid har kun sig selv at takke for, at man endnu engang ikke fik udnyttet sine uhyrligt mange chancer til at få lukket og slukket kampen. Det er simpelthen ikke godt nok til at blive spansk mester.

Kampfakta:
Real Madrid – Espanyol 2-2 (1-1)
0-1 Sergio García (30.)
1-1 Cristiano Ronaldo (45.)
2-1 Coentrao (47.)
2-2 Albín (87.)
Tilskuere:

Dommer: Mateu Lohoz

Gule kort: Christian, Sánchez (Espanyol), Xabi Alonso, Cristiano Ronaldo (Real Madrid)
Røde kort: Ingen.

Real Madrids hold: Casillas; Arbeloa, Pepe, Sergio Ramos, Coentrão; Khedira, Alonso; Özil, Modric (Di María, 46. min.), Callejón (Morata, 72. min.), Cristiano Ronaldo.

Espanyols hold: Kiko Casilla, Víctor Sánchez, Forlín, Sergio, Verdú (Albín, 69. min.), H. Moreno, Javi López, Colotto, Simao, Wakaso (Cristian, 28. min.), Víctor Álvarez (Capdevila, 58. min.).

Seneste artikler...