Referat: Overlegenhed er en underdrivelse

Nok havde Liverpool i kampens indledning fine tendenser i deres boldomgang, men farlige blev de aldrig – det var generelt lettere panisk det Liverpool-spillerne foretog sig denne Champions League-aften på Anfield Road. Real Madrid var simpelthen en for stor mundfuld for Jan Mølbys kæledægge.

Liverpool havde ganske få – farlige – chancer, og det var alt i alt en nem dag på kontoret for Ancelotti og co.

Real Madrid skilte ganske enkelt Beatles-byens fodboldstolthed i atomer.

Den spanske hovedstadsklub dementerede flere gange i kampens forløb, at de blot er et omstillingshold. Nej, dette Real Madrid-mandskab rummer meget mere. Med Modric, Isco og Kroos på den centrale midtbane til at styre begivenhederne, samt Benzema og James længere fremme, er Ancelottis mandskab ligeledes blevet en magtfaktor på den internationale scene i pasningsspillet.

Disse fem spillere binder spillet sammen på en helt enestående facon, der pt. er noget af det flotteste på den europæiske fodboldscene.

Real Madrids spillemæssige overtag blev i midten af første halvleg omsat til føring, efter et par genialiteter fra James og Ronaldo. Colombianerens oplæg til Ronaldo, hvor han vipper den over Liverpool-forsvaret, var en lektion i teknik fra allerøverste hylde. Ronaldos afslutning var ligeledes teknisk flot udført – afslutningen kom bag på såvel forsvaret som Mignolet, og Ronaldo er  dermed kun ét mål fra at tangere Raúls 71 mål i Champions League-regi.

En anden elegantier på Real Madrids mandskab denne aften, var Isco. Spanieren havde igen fået snøret støvlerne korrekt, og var kampen igennem fuldstændig mageløs og overlegen på midtbanen – han bliver bedre og bedre for hver kamp. Således gik det meste af Real Madrids opbyggende spil gennem det unge offensive es, der både viste prøver på sine overlegne driblinger og fantastiske overblik kampen igennem, ligesom spanierens taktiske forståelse, kamp for kamp, har en opadgående formkurve.

Små syv minutter efter Ronaldos føringsmål ville Benzema også lege med. Altid velspillende Kroos smed en aflevering mod fjerneste stolpe. Derfra kunne Benzema på flotteste vis heade bolden mod det lange hjørne og ind bag en paralyseret Liverpool-keeper.

Benzemas målhøst denne onsdag aften stoppede ikke her.

Nej, franskmanden ville mere, og godt ti minutter efter sin første scoring, fordoblede Madrid-angriberen sin målhøst, da han scorede efter lidt klumpspil i Liverpool-feltet. Pepe fik bugseret bolden ind til franskmanden, der nemt kunne sparke bolden i kassen.

Det eneste lille malurt i denne aftens fine bægre er måske, at Ancelotti ikke valgte at spare et par af sine profiler en smule før i anden halvleg. Men fred være det. Nemme tre point. Næste stop: El Clasico!

0-3 (0-3): Ronaldo (23’), Benzema (30’, 41’)

Dommer: Nicola Rizzoli

Gule kort: Kroos (35’)

Real Madrid: Casillas; Arbeloa, Varane, Pepe, Marcelo (Nacho, 85’); Isco, Kroos (Illarramendi, 81’), Modric; James, Benzema, Cristiano Ronaldo (Khedira, 75’)

Liverpool: Mignolet; Johnson, Lovren, Skrtel, Moreno; Gerrard, Allen, Henderson (Can, 67’); Coutinho (Markovic, 68’), Sterling, Balotelli (Lallana, 46’)

Kampens spiller: Isco. Den lille elegantier er for alvor ved at stemple ind; svær at forbigå, selv ved Bales tilbagevenden.

Kampens badebold: Liverpool-spilleren står i kø for at gribe badebolden, men Balotelli napper den. Magen til elendighed skal man lede længe efter. Frisuren matcher absolut italienerens middelmådige spil på grønsværen.

Kampens detalje: James’ Laudrup-lignende aflevering til verdens bedste fodboldspiller, der resulterede i aftenens første mål. Bare wow! 

Seneste artikler...

Annonce