Zidane! Hvilken vej skal vi?

Mens Gran Canaria stadig var et sted, man gad at tage på ferie.

Igen gik det galt for Real Madrid, der for Gud ved hvilken gang spillede som en sæk rådnende jordnødder, og lykkedes med at smide point i en af de kampe, der i løbet af en sæson slet og ret skal give tre point. Og man sidder efterhånden tilbage med et rugende spørgsmål, der som elefanten i soveværelset vokser sig større og større, og derved kræver mere og mere opmærksomhed: ”hvad er det præcist Zinedine Zidane vil med dette Madrid-hold”?

For det er med bævende hjerteslag, at man efterhånden må konstatere, at planen for dette Real Madrid synes at være en anelse diffus. Intet synes sådan for alvor at køre efter et snorlige taktisk oplæg, hvorfor Asensios føringsmål, der kom efter et flot, men dog tilfældigt Nacho-gennembrud på venstrekanten og Tanas udligning kort efter begge afslørede en beskæmmende sammenhæng mellem forsvar, angreb og midtbane. Alt for meget tilfældighed og alt for lidt system. Den slags kan komme til at koste dyrt når regnskabet gøres op – i modsætning til fx Premier League så er La Liga Santander spækket med dygtige modstanderhold, og den slags slendrian holder ikke på lang sigt – tænk bare tilbage til det lignende opgør mod Villarreal for en halv-håndfuld dage siden. Fire mistede point på så få dage giver meget lidt metal i sidste ende.

Og havde man da så bare væltet rundt i chancer, men end ikke dette var tilfældet. For de småting som Real Madrid – udover målene – fik trillet sig frem til var sådan nogle tilfældighedschancer, der kom efter individuelle præstationer og ikke ovenpå gennemspillede angreb.

Zinedine Zidane må snart erkende, at han ikke kan kan berede sig på at fremmane et mesterskab ved ed at foretage indskiftninger, der kaster sejsgivende målscorere af sig. I aften var det Benzema, der ganske kort efter at være blevet smidt på banen først brændte en megachance og så kort efter scorede efter en ripost fra Javi Varas, men som i sidste ende måtte nøjes med at være pointgivende.

For når man alligevel lader sit hold indkassere en udligning efter doven opdækning, ingen konsekvens og manglende vilje udstråler ikke blot bekymring, men langt hen ad vejen også et lederskab, der virker til at være ikke eksisterende. For hvor er lederen, der sørger for, at spillerne viser koncentration i alle 90 minutter? Og hvor er manageren, der tilser, at placeringen i forsvaret er på plads?

Vi spørger bare – for i aften kunne end ikke Tycho Brahe Planetariet få øje på ham.

Madrid møder Dortmund ude på tirsdag, vi forudser langt større problemer, end dem man mødte på de kanariske øer denne weekend.

Las Palmas – Real Madrid 2-2 (1-1)

0-1 Asensio (33’), 1-1 Tana (38’), 1-2 Benzema (67’), 2-2 Araujo (85’)

Gule kort: Mesa, David Garcia (Las Palmas) Kroos, Carvajal (Real Madrid)

Las Palmas

Varas – Castellano, Aythami, David Garcia, Michel – Momo (69’, Araujo), Mesa, Viera (55’, El Zhar), Gomez, Tana – Livaja (88’,

Real Madrid

Casillas – Nacho, Varane, Ramos, Carvajal – Modric, Kroos – Asensio (64’, Morata), Cristiano (72’, Vazquez), Morata (80’, Isco), Bale

Kampens spiller: Bale – var med i alt farligt, men manglende trods det lidt konsekvens i de afgørende facetter.

Kampens detalje: Nachos tackling der førte til 1-0-målet.

Kampens badebold: Sergio Ramos – sejlede rundt. Igen. Virkede under udisciplineret. Igen. Som anfører må man forvente noget mere gennemslagskraft og ledervilje.

Seneste artikler...

Annonce