Clean sheet? Det bruger vi ikke her ...

Det blev til et glædeligt gensyn med Coentrão, der efter halvandet var tilbage for Los Merenguez. 

 

Som ventet havde Real Madrid ingen problemer med at udklassere stakkels Cultural y Deportivo Leonesa, og nu kan vist kun brugen af en ulovlig spiller forpurre avancementet til næste runde.

Real Madrid var på en opgave af de lettere, da holdet denne mørkvåde oktoberaften gæstede Leòn, hvor de første 50 procent af dobbeltopgøret mod Cultural y Deportivo Leonesa blev afviklet.

Og så hjalp det ligesom ikke for hjemmeholdet, der trods en placering som tophold i den tredjebedste spanske række ikke ligefrem ydede nævneværdig modstand, da først Zuiverloon lavede et uheldigt selvmål tidligt i kampen, hvorefter de resterende 84 minutter blev ren overlevelse.

Den store overskrift forud for kampen var helt naturligt den, at Zizou havde valgt at spare Cristiano, Benzema og Bale, men med den forfatning stort besungne BBC befinder sig i pt, er det svært at se den direkte nedgradering, når alternativerne Vázquez, Asensio og Morata spiller som de gør.
Asensios scoring til 0-2 var et fint eksempel herpå, særligt forbi oplægget kom fra den altid godt kæmpende og nu kontrakt-forlængede Lucas Vázquez.

Og mens udfaldet om kampene savnede drama, så sørgede en komplet overtændt Yeray for lidt debat på tribunerne. Først slagtede midtbanespilleren Kroos med en tackling, der ankom senere end et DSB-tog, hvorefter han nikkede tyskeren en skalle efter lidt skærmydsler. Helt ufatteligt blev Yeray ikke udvist, og det til trods for, at en opgørets dommer stod lige ved siden af situationen.

Generelt var det proppet med velspillende Madrid-spillere, der trods konkurrenternes manglende kvalitet, ikke tillod sig selv at gå ned i kadence. Konstant kværnede man på mod Leonesa defensiv, der havde en mere travl dag end længe set.

Inden dommer Trujillo fløjtede for sidste gang nåede klubmanden Nacho at lave karrierens mål. Et halvt liggende karatespark udført med så stor præcision, at end ikke holdkammeraterne syntes at turde tro på, hvad de lige havde set.

Derudover scorede Morata, Mariano og Asensio fire knap så mindeværdige mål. De tæller dog stadig i det store regnskab, hvorfor Leonesa vist skal bede mange flere end de sædvanlige guder, skal man presse Madrid i returen, og det er til trods for, at miniputterne kom på tavlen i kampens sidste minutter, da Benja udnyttede sløseri i de bagerste rækker.

Der er returkamp i Madrid i slutningen af november.

 


Cultural y Deportivo Leonesa - Real Madrid 1-7 (0-2)
0-1 Zuiverloon (6', selvmål), 0-2 Asensio (32'), 0-3 Morata (46'), 0-4 Asensio (53'), 0-5 Morata (55'), 0-6 Nacho (68'), 1-6 Benja (84'), 1-7 Mariano (90')

Cultural y Deportivo Leonesa
Palatsí - Garrido, Zuiverloon, Forníes, Bastos - Ortiz, Yeray, Julen (Benja, 55'), Martínez (Orti, 18') - Villa (Toure, 62'), Gallar

Real Madrid
Casilla - Danilo (Coentrão, 58'), Pepe, Nacho, Carvajal (Kovacic, 69') - Kroos, Isco (Mariano, 63'), James - Vázquez, Morata, Asensio

Gule kort: Yeray (Leonesa) Kroos (Real Madrid)
Røde kort:

Dommer: Daniel Trujillo

Kampens spiller: Asensio. Flere gode detaljer og to scoringer. Men feltet er tæt!
Kampens detalje: Mmm Nachos
Kampens badebold: Ikke så meget en spiller, men mere beslutningen om at give livsvigtige Kroos 90 minutter, når opgøret er afgjort, virker underlig.

Seneste artikler...

Annonce