Football Leaks: Cristiano Ronaldo i skattesag
Cristiano Ronaldo er havnet i strid modvind efter at tyske Der Spiegel i weekenden kunne offentliggøre dokumenter fra hjemmesiden Football Leaks, som viste at portugiseren angiveligt har begået skatteunddragelse i stor stil.
Det skal ifølge hjemmesiden være sket ved at overføre store marketing-beløb til Tollin Associates, som er hjemmehørende på de britiske Jomfruøer og helt præcist skal det dreje sig om 150 millioner €. Til at hjælpe sig med overførslen skal Valencias ejer, Peter Lim, have stået til rådighed og han er nær ven af Cristiano Ronaldos rådgiver og agent, Jorge Mendes.
De mange penge stammer fra Cristiano Ronaldos marketing-rettigheder i perioden 2009 til 2020, som altså er på 150 millioner €. I perioden 2009 til 2014 var Cristiano Ronaldo dækket ind af den såkaldte Beckham-lov som lod udenlandske sportsfolk slippe billigere i skat, men da den var konkurrenceforvridende blev man dømt til at annullere denne lov ved udgangen af 2014 og det er her, at Cristiano Ronaldo skal have solgt sine rettigheder frem til 2020 for 75 millioner €.
Gestifute, som er Jorge Mendes´ agent-virksomhed, mener dog, at sagen er taget ud af den blå luft og man har derfor fremlagt beviser på, at Cristiano Ronaldo den 20. januar 2015 betalte de spanske skattemyndigheder 9 millioner €, svarende til 4,5 millioner € for perioden fra 2009 til 2014 og yderligere 4,5 millioner € for perioden 2015 til 2020.
De spanske skattemyndigheder er dog gået ind i en større undersøgelse af sagen, selv om Cristiano Ronaldo forrige weekend fik ord fra Agencia Tributaria under den spanske stat for, at han opfylder sine skattemæssige forpligtelser.
José Enrique Fernández de Moya fra det spanske skattesekretariat har dog bedt om ro til, at man får undersøgt sagen til bunds og slog fast, at man ikke har pligt til at komme med udtalelser af nogen art til, hvordan sagen forløber.
På Madridista.dk vil vi naturligvis følge sagen tæt i den kommende tid.