Optakt: Jesé vender hjem

Forhåbentlig bliver der ikke så meget at juble af for Jesé i aften.

Der er lagt op til et spændende gensyn, når Jesés nye klub, Las Palmas, i aften besøger Estadio Santiago Bernabeu. Således er den spanske offensivspiller allerede tilbage i hjemlandet, efter et yderst mislykket ophold i det franske, hvor det kun blev til sporadiske optrædener hos Paris SG.

Er der noget stadion som har lagt græs til store Jesé-optrædener, så er det dog Estadio Santiago Bernabeus. Derfor bliver det også spændende at få den tidligere canterano hjem igen, selvom det er for aftenens gæster.

Netop aftenens gæster har haft en miserabel februar, hvor det er blevet til fire nederlag i ligeså mange opgør. Derfor vil det også være yderst overraskende, hvis klubben fra Gran Canaria får points med hjem. I efteråret formåede man dog at spille uafgjort med Real Madrid på hjemmebane, så det er ikke en umulighed.

Hos Las Palmas er de mest kendte profiler foruden Jesé; Kevin-Prince Boateng, Jonathan Viera og Alen Halilovic. Der er altså tale om en slagkraftig offensiv, såfremt de rammer dagen, hvorfor blot 32 mål i 24 kampe må siges at være yderst skuffende.

Hos Real Madrid er humøret anderledes højt. Selvom det længe lignede en katastrofeuge, efter nederlag i Valencia og en miserabel time hos Villarreal, slap man afsted med skindet på næsen og en 2-3 sejr i søndagens opgør. Et opgør som heller ikke sænkede hverken Isco eller Moratas popularitet i Madrid, så mon ikke de to er at finde blandt de startende 11 i aften.

Zinedine Zidane kan glæde sig over, at størstedelen af den normale trup er frisk. Således er det kun Varane og backreserverne Coentrao og Danilo, der døjer med skader, mens bæstet Casemiro får en tiltrængt pause og slet ikke er udtaget.

Real Madrids forventede hold: Navas; Carvajal, Nacho, Ramos, Marcelo; Kroos, Kovacic; Isco; Bale, Morata, Cristiano Ronaldo.

Seneste artikler...

Annonce