Madrid sugede håbet ud af Napoli

Dagens helt i sort - Ramos - med to mål og flere gode aktioner sendte han Madrid videre.

 

Det krævede ikke mere end to hjørnespark, så havde Real Madrid (mest Sergio Ramos) lukket munden på ikke kun åbenmundede Sarri og De Laurentiis, evigt teatralske Mertens, men så sandelig også de svært irriterende napolitanske fodboldfans, der synes at gå mere op i at pifte ad gæsterne end i at støtte deres eget mandskab.

Helt som ventet er Real Madrid med i bowlen, når der trækkes lod til Champions League-turneringens kvartfinaler. Det står klart efter en aften på San Paolo, der i perioder blev præcis så hektisk som ventet, men hvor det i sidste ende var det bedste hold, der gik videre.

For nok havde Napoli særligt i kampens første 45 minutter et flot tag på Madrid, hvor gæsterne blev tvunget til lange bolde ud i intetheden eller til at give utallige indkast oppe på banens midte, men bortset fra et flot, gennemspillet åbningsmål fra Napoli, så virkede gæsterne ikke på nogen måde så stressede, som skribenten var det herhjemme i sofaen.

Det virkede i hvert fald som om, at Zidane og truppen var helt på det rene med, at holdet skulle stå sammen gennem stormvejret og for alt i verden ikke måtte gå i panik; det ændrede Mertens åbningsmål ikke på.

Taktikken med i forskellige tempi at arbejde sig ind i opgøret synes at give pote, for der var stor forskel på Napolis greb om kampen fra første til sidste minut af første halvleg – den sidste rest af napolitansk lykke blev endegyldigt slukket, da først Ramos scorede på hovedstød efter et hjørnespark, hvorefter selvsamme Ramos nærmest kopierede sig selv og gjorde det til 1-2. Herfra var kampen dræbt, hvilket den manglende larm fra lægterne i den grad vidnede om – det var også Madrid, der via Moratas inderside, der gjorde det til 3-1, og gæsterne var tættere på 4-1 eller 5-1, end Napoli var på at reducere.

Og det var da nærmest synd for stakkels Martin Jørgensen, der ellers havde brugt lange 90 minutter på helt åbentlyst at holde med napolitanerne gennem hele opgøret, oftest i et ekstatisk lydniveau som havde han gang i en langvarig serieorgasme, at hans elskede Italien blev et hold mindre i dette års Champions League, men end ikke buschaufføren fra Aarhus kan argumentere mod, at set over to kampe, så var der aboslut klasseforskel på de to hold.

Med sejren kan Madrid forlade det fattige Syditalien og gøre klar til søndagens hjemmekamp mod Real Betis, hvor holdet endnu en gang skal præstere – denne gang i jagten på det spanske mesterskab.

Napoli – Real Madrid 1-3 (1-0)
1-0 Mertens (24’), 1-1 Ramos (51’), 1-2 Ramos (57’), 1-3 Morata (90’)

Napoli:
Reina – Ghoulam, Koulibaly, Albiol, Hysaj – Hamsik (75’, Zielínski), Diawara, Allan (56’, Rog) – Insigne (70’, Milik), Mertens, Callejón

Real Madrid:
Navas – Marcelo, Ramos, Pepe, Carvajal – Modric (80’, Isco), Casemiro, Kroos – Cristiano, Benzema (77’, Morata), Bale (67’, Lucas V.)

Dommer: Cakir

Gule kort: Allan, Diawara (Napoli)

Kampstatistik:
Boldbesiddelse: 54,6% - 45,4%
Hjørnespark: 9-4
Skud på mål: 13-13
Afleveringssucces: 85% - 82%
Tabte bolde: 16-16
Vundne tacklinger: 18-27
Frispark: 7-3
Offside: 1-2
Hovedstødsdueller vundet: 14-13
Succesfulde driblinger: 4-8

Kampens spiller: Ramos! Igen, igen redningsmanden og hovedet bag endnu en Madrid-triumf.
Kampens detalje: Stilheden på San Paolo efter 1-1-målet. Hvilket befrielse, det var værre end VM i Vuvuzela tilbage i 2010.
Kampens badebold: Casemiro. Det må simpelthen forventes, at en spiller på så vigtig en position i så vigtig en kamp holder bedre på bolden, ikke tager retur-løbene i luntetempo ej heller, at man oversatser med sine pasninger. Uacceptabelt!

Kampens debatemne:

Madrid virker som et hold, der leverer, når det gælder – særligt i europæisk sammenhæng. I dag mod Napoli i sidste sæson eksempelvis mod Wolfsburg.

For selvom det ikke altid kan betragtes som decideret smukt, så er det hamrende effektivt.

Spørgsmålet er så, hvor lang tid det rækker? For kan Zidane med dette spillermateriale være træner, der for første gang i historien styrer en forsvarende mester til et titelforsvar i Champions League?

Kigger man udelukkende på spillets kvalitet, vil de fleste nok udbryde et rungende nej, men medregner man klubbens historik til store comebacks, til at levere mod alle odds og til at være ’first movers’ på de fleste ting, så kan dette Madrid-hold meget vel stå med endnu en Champions League-titel, når sæsonen lakker mod enden.

Seneste artikler...

Annonce