Gareth Bale – et skadet problembarn

Et ordsprog lyder i retning af at: ” Én ulykke kommer sjældent alene”. Omskrevet så det passer til Gareth Bales Real Madrid karriere kunne det lyde, at én skade sjældent kommer alene.

For Bale har virkelig været meget skadet siden han ankom til den spanske hovedstad forud for 2013-14 sæsonen. I går holdt han så blot 40 minutter før han måtte lade sig udskifte og nok engang må se en længere skadesperiode i øjnene.

Det hele startede ellers så godt, tilbage i 2013, hvor Gareth Bale stadig havde højt hår og lignede en der virkelig kunne og ville gå forrest. Scoring i sin første kamp og afgørende indflydelse på sejrene i både Copa del Rey og Champions League.

Siden lod Gareth sit hår gro til mere sydlandsk længde og modsat Sampson har styrken bestemt ikke vist sig at sidde i de walisiske lokker. Med sin optræden i gårsdagens El Clásico, der tilmed var Bales 100. optræden for Real Madrid i La Liga, kunne Bale samtidig ”fejre” sin 17! skade i Real Madrid trøjen.

Og Bales mange fysiske skavanker er begyndt at give hovedbrud i Real Madrid – både på kort og lang sigt. Nok engang må Zidane se bort fra nr. 11 til en vigtig kamp og nok engang måtte Zizou forsvare sit valg om Bale i startopstillingen med, at han var meldt 100 % klar.

Bale er langt fra sin tidligere form, styrke og ikke mindst legendariske hurtighed. Og det er ikke fordi man ikke har prøvet alternative metoder: huller på bagsiden af strømperne, antityngdekraftstape fra NASA der nedsætter belastningen til kun 20 % af ens kropvægt og tilmed en ny bil med ændret siddepositur. Intet har givet den forventede forandring.

Samtidig er man begyndt at betvivle waliserens attitude og indstilling til at restituere 100 %. Sidste år måtte Zidane undvære Bale til en vital udekamp mod Villarreal.

På kampdagen kom der dog billeder frem af Gareth Bale, der var i gang med 36 huller på golfbanen Valderrama.

Bale har for nylig fornyet sin kontrakt til 2022, men har indtil videre kun spillet 40,5 % af de mulige minutter han har været til rådighed for klubben.

Desværre bevæger Bale sig derfor langsomt men sikkert henimod kataloget af fejlslagne og skadede koryfæer, der tidligere har været på lønningslisten hos Real Madrid. Navne som Kaka, Robben, Nuri Sahin, Metzelder og Jonathan Woodgate.

Et andet ordsprog siger, at det er svært at spå, især om fremtiden. Men fremtiden for Gareth Bale i Real Madrid ser pt. ganske svær ud.

Seneste artikler...

Annonce