Zidane isoleret efter sin Bale-brøler

Det var en taktisk fejldisposition af historiske dimensioner, da Zinedine Zidane af fuldkommen uransagelige årsager valgte at gøre brug af Gareth Bale i søndagens El Clásico mod Barcelona.

Waliseren var på ingen måde klar til kamp og efter 40 minutters elendigt spil måtte Bale sætte sig ned i græsset og erkende, at han var blevet sendt for tidligt i kamp og lade sig udskifte til en ny skadespause. Den tidlige udskiftning gav naturligvis begrænsede taktiske muligheder i anden halvleg.

Efterfølgende har visse kritikere ment, at Gareth Bale blev brugt på direkte krav fra Florentino Pérez, men i spansk presse retter kritikken sige alene mod Zinedine Zidane, som mange medier mener var ene-ansvarlig i forhold til beslutningen og det skal have isoleret franskmanden, som møder kritik fra grupperinger i Real Madrids bestyrelse, samt hos en del af truppen, der ikke forstår hvorfor BBC-trioen er fredet og garanteret spilletid, når de alle er klar – eller næsten klar.

I ledelsen mener man, at tiden er kommet til at presse BBC-trioen lidt mere til at vide, at de ikke altid skal spille, især nu hvor spillere som Lucas Vázquez og især Asensio og Isco presser sig på og har leveret flere gode præstationer.

Zinedine Zidane har ved flere lejligheder slået fast, at BBC-trioen er urørlige, når alle er klar, men i spansk presse mener man nu, at hvor brugen af BBC tidligere ikke var til forhandling, så er den nu ikke længere til at forsvare.

Seneste artikler...