Marcelo tangerer legendes rekord

Marcelo er efter onsdagens sejr på Riazor tæt på at være den mest vindende udenlandske spiller i klubbens historie.

Den altid humørglade Marcelo nåede i onsdagens opgør mod Deportivo de la Coruña en imponerende rekord-tangering. Opgøret på Riazor endte som bekendt 6-2 i hvidt favør, og dermed sikrede Marcelo sig sin 211. sejr i den hvide trøje. Han tangerer altså nu sit store idol, Roberto Carlos, og de to brasilianske venstrebacks er nu de udenlandske spillere med flest sejre på cv’et.

Marcelo, der var Roberto Carlos’ arvetager på venstrebacken, kan med blot endnu en sejr overgå sin læremester, og derved stå alene med titlen som den mest vindende udenlandske spiller i klubbens historie.

Verdens bedste venstreback har derudover netop rundet sin kamp nr. 400 i den hvide trøje. Det gjorde han i Champions League-returopgøret hjemme mod Bayern München, hvor han var storspillende og blandt andet assisterede Cristiano Ronaldo ved portugiserens tredje scoring.

Marcelo ankom til kongeklubben i en alder af blot 18 år og fik sin officielle debut den 7. januar 2007. Kuriøst nok var det mod netop Deportivo de la Coruña at han debuterede, og mod hvem han ti år senere skulle sikre sin 211. sejr.

Marcelo har i mange år været én af nøglefigurerne i startopstillingen, og i indeværende sæson har han indtil videre spillet 3338 minutter fordelt på 41 kampe, hvor det er blevet til to scoringer og hele ni assists.


I sine ti år i klubben har Marcelo vundet alt hvad der er værd at vinde med Real Madrid, og brasilianerens trofæskab indeholder følgende: tre ligatitler, to Champions League, to VM for klubhold, to europæiske super cups, to Copa del Rey og to spanske super cups.


I anledningen af sit tiårs jubilæum lavede vi her på siden en lille hyldestvideo til den glade brasilianer, som du kan nyde lige her: Marcelo: 10 år i Real Madrid

Seneste artikler...

Annonce