8. sæson i træk med 100+ mål

Mål er ikke direkte lig mesterskaber, men de er synonym med Kongeklubben. Herren her fik Real Madrid til at score 121 over 38 ligakampe.

Mens Real Madrid mod Sevilla alene tog rekorden for flest kampe i streg med mål, så kan man hæfte sig ved to ting. Rekorden er ny. Målene er ikke.

I snart et årti har Real Madrid været et af Europas mest attraktive offensive fodboldhold. Og det på kontinuerlig basis. For 4-1-sejren gjorde også, at man nu for 8. Sæson i træk i ligaen har scoret minimum 100 mål over de 38 kampe. Det er der selvfølgelig ingen andre hold i Spanien, der kan bryste sig af. Ej heller Barcelona.

Serien af disse målrige sæsoner startede tilbage i 09/10-sæsonen, hvor Manuel Pellegrini indtog trænertjansen. Det var blandt andet en sommer, hvor man også hentede offensive esser ind som Ronaldo, Benzema og Kaka, der hjalp til en totalt på 102 ligamål.

Sommeren efter stødte Di Maria og Özil til og med Mourinho på trænerposten fik man etableret verdens mest effektive kontramaskine. I Mourinhos tre sæsoner nåede man 102, 121 og 103 mål.

Med Ancelotti opstod BBC med købet af Bale, og selvom mange Madridistaer forbander denne konstellation nu om dage, så var den uhyre målfarlig under den madglade italiener. Her nåede man 104 og 118 mål.

Med Benitez og i særdeleshed Zidane har man de seneste to år (110 og 100) ligeledes formået at bryde barrieren. I år kan målene dog ikke udelukkende tilskrives arbejdet fra få spillere som tidligere, men overflødighedshornet af mange dygtige teknikere og offensive kræfter i den brede trup. Således har 19 spillere i truppen givet deres besyv med.

Selvom de seneste 8 sæsoner har kastet mange mål af sig, så har det alligevel kun givet en enkelt ligatitel. Dette kan selvfølgelig tilskrives Barcelonas ligeså høje frekvens af mål, men hertil er mål ikke alt. Atletico Madrid vandt således deres overraskende ligatitel i 2014 med 27 færre mål på kontoen end Kongeklubben.

Seneste artikler...

Annonce