Juanito

Juanito1

Juan Gómez González, eller i daglig tale bare Juanito var elsket af alle madridistas for sin store kærlighed til Real Madrid og for fuldt ud at give alt for klubben i sine 10 år som aktiv fodboldspiller fra 1977 til 1987. På trods af de lidt kedelige omstændigheder, som gjorde at han måtte forlade klubben, fremstår han i dag som en af de største spillere i klubbens historie.

Juanito blev født den 10. november 1954 i Fuengirola i Málaga og begyndte hurtigt at spille fodbold på gaden sammen med kvarterets andre børn. Hans første klub var Aspes, hvor man for første gang fik øje på hans hurtighed og besnærende driblinger. Fuengirola ville have ham til klubben som 13-årig, men de regionale regler gjorde, at han først kunne komme til at spille der i en alder af 14 år, så man snød med hans alder og dermed kom han med på holdet.
Allerede efter første sæson fik Atlético Madrid øjnene op for talentet, men Juanito ville ikke skifte og dermed måtte de vente yderligere en sæson med at skrive en 5-årig kontrakt med ham, men det skulle snart vise sig, at klubben ikke troede på ham. Og da Atlético ville udleje ham til Calvo Sotelo i en alder af 17 år, brød han kontrakten og returnerede til Fuengirola. Men samme år fik Atlético Madrid ny træner, nemlig tyske Max Merkel, som havde bemærket talentet, og som troede på ham. Han fik lokket Juanito tilbage til klubben ved Manzanarez-floden, hvor han endelig fik debut på klubbens bedste hold.

Men stakkels Juanito spillede ikke mange kampe, for i en træningskamp mod Benfica gik det galt. I et sammenstød med Henrique brækkede Juanito skinne- og lægbenet og dermed var hans sæson forbi.

Da han endelig var klar igen, var Max Merkel ikke længere træner i Atlético Madrid, og den nye træner Juan Carlos Lorenzo ville ikke gøre brug af Juanito. For anden gang havde Atlético Madrid afvist Juanito og for anden gang mistet muligheden for at integrere en af de bedste spillere nogensinde i den spanske liga.

Sevilla fik tilbudt at låne spilleren en sæson, men de ville ikke vide af ham. I stedet kom han til Burgos, hvor han havde et svært første år. Efter sæsonen rev Atlético Madrid kontrakten i stykker og Juanito valgte at skrive kontrakt med Burgos.

For Burgos fik han sit endelige gennembrud, kulminerende med en stor kamp mod netop Atlético Madrid på udebane, hvilket gjorde at landstræner Ladislao Kubala udtog ham til det spanske landshold. Hermed blev Juanito pludselig en eftertragtet herre og hans dage hos Burgos var talte.

Helt fra lille havde Juanito tilkendegivet, at hans yndlingsklub var Zaragoza, men efterhånden som han blev ældre blev hans foretrukne klub Real Madrid. Dette fastholdt han selv da Barcelona henvendte sig til Burgos for at købe ham og målmanden Manzanedo for 50 mill. pesetas.

Den 19. november 1976 blev hans store drøm til virkelighed: En kontrakt med Real Madrid.

Juanito

Juanito debuterede for Real Madrids bedste hold i sæsonen 1977/78 med en kamp i Mexico mod Guadalajara. Samme år spillede han sin første kamp for Real Madrid på Nou Camp mod Barcelona. Han dannede angreb med Santillana og en vis Henning Jensen. Og Juanito stjal alle overskrifter og tog hovedrollen i en pragtkamp, hvor han scorede to mål i 3-2-sejren, som satte en ende på syv sæsoner uden sejr der.

Juanito fik 10 år i Real Madrid og var konstant i mediernes søgelys for sit temperament, sine talegaver og naturligvis for sit fremragende spil, som gav ham både venner og fjender i Real Madrids ledelse, men på tilskuerpladserne elskede og elsker man ham stadig.

Han nåede at opleve tiden med "Los grandes remontadas" (De fremragende returkampe), hvor Real Madrid hentede flere utrolige føringer til en samlet sejr på Santiago Bernabéu. Bl. a. 3-0 ude over Anderlecht, som blev vendt via en 6-1 sejr hjemme. Også semifinalerne i UEFA Cuppen i sæsonen 1985/86 (første år med La Quinta del Buitre) mod Inter, hvor man tabte første kamp 3-1 ude mod Inter og var reelt nedspillet. Efter denne kamp kom en typisk Juanito-udtalelse. På klovne-italiensk fik han fortalt den forsamlede presse, at :Noventa minuti en el Bernabéu son molto longo.

Og han fik ret. Inter fik store klø og endte med at gå fra banen med et 5-1 nederlag og dermed gik Real Madrid i finalen, som man vandt samlet over Köln. Det var i øvrigt i selvsamme sæson, at Borussia Mönchengladbach vandt hele 5-1 hjemme over Real Madrid for to uger senere at tabe 4-0 på Santiago Bernabéu.

Desværre kom to begivenheder til at overskygge hans ellers flotte karriere i Real Madrid.

Den første var i en Europa Cup-kamp ude mod Grasshoppers i november måned 1978, hvor det slog klik for Juanito og han overfaldt linievogteren og UEFA idømte ham den hårdeste straf, nemlig to års karantæne fra UEFA-kampe.

Anden gang var i 1987, da han i en kamp mod Bayern München sparkede Lothar Matthäus i hovedet. Igen idømte UEFA ham en hård straf og denne gang var tålmodigheden med ham også forsvundet på direktionsgangen i klubben, der havde fået nok af hans opførsel.

Juanito Matthaus

Juanito var naturligvis ked af sin opførsel og i dagene efter mødtes han med en gruppe unge drenge, som han fortalte: Hvad jeg gjorde den anden dag, skal I aldrig prøve på.

Juanito fik ikke den ønskede afsked med Real Madrid, men det vil være unfair over for Juanito at dømme ham alene på disse to kedelige episoder, for om nogen var han manden som forsvarede klubbens farver og som altid stod til rådighed for klubben, som var hans store kærlighed og han var med til at skabe en klubfølelse uden sammenligning sammen med spillere som Camacho, Santillana og Stielike.

Hans sidste ord i Real Madrid, var: Der går ikke noget af mig for at skifte tiden ud i verdens bedste klub med et ophold i anden division. Jeg tager til Málaga, men en dag vender jeg tilbage som træner for Real Madrid.

Det nåede han aldrig, men han fik et gensyn med Santiago Bernabéu i 1989, da han sammen med Málaga mødte Real Madrid og han scorede en gang på Buyo, i øvrigt hans næstsidste i karrieren.

Efter sin aktive karriere blev Juanito træner i flere forskellige klubber, men som nævnt opnåede han aldrig æren at blive træner i Real Madrid.

Efter at have overværet Real Madrids UEFA Cup-kamp mod Torino i 1992 blev Juanito dræbt i en trafikulykke på vej til sit hjem i Fuengirola, hvilket fik fodbold-Spanien og Real Madrids tilhængere til at bryde sammen i gråd og fortvivlelse.

Juanito lever stadig i alle madridistas bevidsthed og han bliver hyldet i hver eneste af Real Madrids kampe i det syvende minut med tilråbene "¡¡Illa, Illa!!, Juanito Maravilla". Desuden rejser tusindvis af tilhængere hvert år til hans gravsted i Fuengirola for at ære en af de største fodboldpersonligheder i Spaniens og Real Madrids historie.

 

Madridista.dk´s hyldestvideo til Juanto.

 

Historie:
Navn: Juan Gómez González (Juanito)
Fødested: Fuengirola (Málaga)
Fødselsdato: 10. november 1954
Første dag i Real Madrid: 23. maj 1977
Sidste dag i Real Madrid: 30. juni 1987

Titler:
5 Liga
2 Copa del Rey
1 Liga Cup
2 UEFA Cup

Andre trofæer:
3 Teresa Herrera
2 Ciudad de Palma
3 Inmortal Gerona
2 Ciudad de la Línea
1 Ciudad de Vigo
2 Festa D'Elig
1 Milenario de Bruselas
3 Trofeo Santiago Bernabéu
1 Colombino
1 Concepción Arenal
2 Ciudad de Barcelona
1 Ramón de Carranza

Internationalt
34 kampe for A-landsholdet
2 kampe for OL-holdet
9 ungdomslandskampe

Antal kampe for Real Madrid:
284 Liga
50 Copa del Rey
11 Liga Cup kampe
1 Super Cup
55 europæiske kampe
73 nationale og internationale venskabskampe

Real Madrid Fodboldskoler 2017
aesportslounge
Mødestedet i København for Madridistas!

José Camacho

José Antonio Camacho er om nogen inbegrebet af en Madridista. Han er kendt for sin kompromisløse stil i alt hvad han foretager sig og han bøjer sig ikke en tøddel for sine ideer.

Sådan er han og sådan var han, da han allerede som 6-årig begyndte at spille fodbold. Han fik debut på ungdomsholdet i Albacete Balompié som 16-årig som venstre back og det stod hurtigt klart, at der var tale om en kommende storspiller. Han fik ret hurtigt debut på det spanske ungdomslandshold, som blev trænet af ingen ringere end Héctor Rial. Her fik han tre kampe inden han fik debut på Albacetes bedste hold.

Herfra gik det stærkt med den unge back. Både Real Madrid og Barcelona viste hurtigt interesse for ham, men José Camacho besluttede sig for at tage til Real Madrid, hvor han skulle til prøvetræning. Her kom han op mod en anden legende i Real Madrid; den fysisk bomstærke Carlos Santillana. Og prøvetræningen kunne ikke komme til at forløbe bedre. Camacho imponerede alle med sin fysik og kompromisløse stil og et par måneder senere kom han til Madrid, hvorfra han rejste videre til satellit-klubben Castilla C. de F.

Sæsonen 1973/74 blev Camachos første i Castilla, og han blev hurtigt fast mand på holdet inden han blev rykket op på Real Madrids bedste hold samme sæson. Her fik han debut mod Málaga, hvor Real Madrid tabte 1-0. Men fra da af var Camacho en fast del af Real Madrids hold, og det var han 15 år frem i tiden til han stillede støvlerne på hylden i 1989.

Da Miljan Miljanic blev træner i sæsonen 1974/75 gik Camacho hen og blev fast mand på Real Madrids hold i en alder af bare 19 år og hans karriere tog for alvor fart. Hans kompromisløse stil kostede ham dog flere alvorlige skader. Den første holdt ham væk fra fodbolden i mere end 20 måneder og José Camacho måtte kæmpe en hård kamp for at vende tilbage på topplan. Det lykkedes naturligvis for den stålsatte spiller.

Men uheldene ville ikke slippe Camacho og under en træning den 5. januar 1978 blev han atter alvorligt skadet. Denne gang var det menisken og ledbåndene i venstre knæ, som blev revet over og skaden holdt ham ude i 2 år. Han måtte gennem to operationer før han endelig var spilleklar igen.

Som spiller i Real Madrid var José Camacho altid lynaflederen i de dårlige perioder og han var altid det livgivende midtpunkt i truppen. Samtidig forlangte han også meget af både sig selv og af sine holdkammerater og hans vindermentalitet var aldeles uforlignelig.

José Camacho nåede at spille på topplan i Real Madrid i 16 år, trods hans to lange skadespauser og han regnes i dag for en af de absolut bedste forsvarsspillere i Real Madrids historie og i spansk landsholdsfodbolds historie, hvor han i en lang periode var den spiller med flest landskampe på bagen, nemlig 81. Han fik debut mod Skotland i 1975, da Ladislao Kubala var landstræner og deltog i VM i Spanien i 1982 og ved VM i Mexico i 1986.

Real Madrid ærede ham med to kampe den 1. maj 1990, hvor Real Madrids veteraner mødte Barcelonas ditto. Denne kamp vandt Real Madrid med 2-1 på mål af José Camachos nære ven, Vicente del Bosque og Juanito. Få minutter efter den kamp mødtes Real Madrids og Milans bedste hold, som Real Madrid også vandt med 2-1. Camacho spillede få minutter i begge kampe og blev modtaget med stående ovationer på et fyldt Estadio Santiago Bernabéu af de tilskuere, som i 16 år havde forgudet ham og som elskede hans kompromisløse facon og hans store kærlighed til den smukke hvide trøje.

Efter endt karriere som spiller i Real Madrid, tog Camacho hul på træner-gerningen. Han blev ansat i satellit-klubben Castilla C. de F. Herfra kæmpede han sig hurtigt op ad rangstien og blev andentræner for Alfredo di Stéfano i Real Madrid. I 1992 var det blevet tiden at stå på egne ben, og han skiftede til naboklubben Rayo Vallecano, som han sikrede oprykning til den bedste række. Herefter gik turen i 1993/94 til Espanyol, som også var i La Segunda, og også her sikrede holdet sig oprykning til La Primera, hvor han ydermere efter et år i bedste række kvalificerede holdet til at spille i UEFA Cuppen. Dermed havde Camacho udfyldt sin rolle i den catalanske klub, og han besluttede sig for at rejse til Sevilla, hvor han dog kun fik et halvt år, inden han blev fyret efter en skuffende sæson. Han returnerede derefter til Espanyol, hvor han fik endnu en fin sæson.

Det havde Real Madrid fået øjnene op for, og de ansatte ham i sommeren 1998. Men kontraktforholdet kom kun til at holde 20 dage. Real Madrid ville nemlig ikke være med til at ansætte José Camachos assistent-trænere, da man selv rådede over nogen. Situationen gik i hårdknude, og som altid stod Camacho fast på sit krav, hvorefter han selv opsagde kontrakten, da han ikke kunne komme igennem med sit ønske.

José Antonio Camacho Alfaro nåede dog ikke at være arbejdsløs ret længe, for september 1998 henvendte det spanske fodboldforbund sig til ham og bad ham overtage landstræner-hvervet fra den i medierne forhadte Javier Clemente. Her fik han fire år med det spanske landshold, som bekendt ikke vandt nogle titler, men efter den spanske skuffelse i Japan/Korea, hvor Spanien røg ud på straffespark til Sydkorea, ville José Camacho ikke sætte sig til forhandlingsbordet og forhandle en ny kontrakt på plads med det spanske fodboldforbund og i stedet skrev han kontrakt med Benfica, som han lige akkurat nåede at vinde den portugisisk pokalturnering med, inden Real Madrid efter en fatal sæson atter en gang kaldte på ham til sæsonen 2004/05, og denne gang fik den stærke mand sin vilje med hensyn til assistent-trænere.

Historie:
Navn: José Antonio Camacho Alfaro
Fødested: Cieza (Murcia)
Fødselsdato: 8. juni 1955
Første dag i Real Madrid: 1. august 1973 (til Castilla C. de F.)
Sidste dag i Real Madrid: 30. Juni 1989

Titler:
8 Liga
4 Copa del Rey
1 Liga Cup
2 UEFA Cup

Andre trofæer:
4 Trofeos Santiago Bernabéu
3 Teresa Herrera
3 Ciudad de la Línea
2 Ciudad de Vigo
1 Ramón de Carranza
1 Costa del Sol
3 Ciudad de Palma
3 Ciudad de Barcelona
3 Inmemorial de Gerona
1 Festa de d'Elx
1 Trofeo Raima
1 Villa de Benidorm
1 Milenario de Bruselas
1 Ciudad de Caracas
1 75 Aniversario

Internationalt
81 kampe for A-landsholdet
3 ungdomslandskampe

Antal kampe for Real Madrid:
414 Liga
71 Copa del Rey
44 Mesterholdenes Cup
14 Pokalvindernes Cup
34 UEFA Cup
2 Spanske Super Cup
119 venskabskampe

Emilio Butragueño

Emilio Butragueño, eller Gribben (El Buitre), som han er bedre kendt som, såvel i Danmark som internationalt fremstår som noget af det ypperste, Real Madrid nogensinde har produceret i deres vidt berømte fodboldskole. På banen et rent geni, som gjorde fodbolden til kunst i en tid med totalfodbold på den ene side og fysisk magt på den anden side.

Han blev født i Madrid i 1963 og kom ind i en familie af inkarnerede Madridistas, og Emilio Butragueño var ikke ret mange dage gammel før hans far meldte ham ind i Real Madrid. Som lille dreng spillede El Buitre fodbold i haven med familiens schæferhund Mery, som agerede forsvarsspiller mod den allerede dengang vævre spiller.

I begyndelsen overvejede Butragueño nøje om han skulle satse på fodbolden eller på studierne og forældrenes Parfumeri, men heldigvis vandt fodbolden og snart lå denne verden åben for hans fødder. Han spillede altid angriber eller venstre wing og var altid sit holds bedste mand og pludselig en dag var der bud efter ham fra Amancio, som trænede Castilla CdeF, som dengang var Real Madrids B-hold. På dette hold kom han til at spille sammen med Michel, Vázquez, Pardeza og Sanchis, som senere skulle lægge navn til Real Madrids legendariske La Quinta del Buitre-hold. Han spillede en halv sæson 1983/84 på dette hold, som blev mester i La Segunda og hvor han langt hen ad vejen var topscorer i ligaen, denne værdighed tilfaldt dog til sidst Julio Salinas, men kun fordi Alfredo di Stéfano i februar 1984 havde alvorligt brug for en angriber til sit kriseramte hold. Den 5. februar 1984 blev han udtaget til den trup, som skulle spille på udebane mod Cádiz. Butragueño startede på bænken, men da Real Madrid var bagud med 2-0 ved pausen, blev El Buitre sendt på banen. 45 minutter senere havde han lavet 2 mål og lagt op til eet, således at Real Madrid havde vundet 3-2. En stjerne var født!

Fra denne dag var Emilio Butragueño fast mand i Real Madrids førsteholdstrup og fra den dag voksede den unge spillers popularitet til uendelige højder. Derfor var det naturligt at han lagde navn til La Quinta del Buitre (Gribbens fem), holdet som havde målgaranti og som lagde Spanien og Europa for sine fødder i perioden fra 1984 til 1990, hvor holdet satte flere rekorder, som endnu ikke er blevet slået, bl. a. 5 mesterskaber i træk og flest scorede mål på én sæson, nemlig 107 mål i 38 kampe i sæsonen 1989/90. Derudover vandt holdet 2 UEFA Cup-titler.

Disse titler kom i hus via bemærkelsesværdige sejre, hvor Real Madrid hentede umulige føringer på Estadio Santiago Bernabéu. En af disse sejre fik Real Madrid den 12. december 1984 mod Anderlecht med en lang række danskere på holdet. Anderlecht havde vundet hjemmekampen i Bruxelles med 3-0 og skulle bare til Madrid for at overstå de 90 minutter, som ville bringe dem i næste runde. Men Real Madrid i almindelighed og Emilio Butragueño i særdeleshed ville det anderledes. Som en toreador udkonkurrerer tyren i Arenaen vandt Real Madrid hele 6-1 på bl.a. tre mål af El Buitre. En sand maltraktering af de stakkels belgiere og en magtdemonstration af dette imponerende Real Madrid-mandskab. Det var i disse år, at Emilio Butragueño efter et stort udebane-nederlag kom med de legendariske ord: No hay nada como una buena remontada en el Bernabéu (Der er ikke noget som en god returkamp på Bernabéu).

Sammen med sin angrebs-makker Hugo Sánchez opnåede Butragueño fire "pichichi" (topscorer-titler fra 1985 til 1990, hvoraf El Buitre selv stod for den ene, men han havde altid evnen til at dukke op de rette steder, hvilket Jesper Olsen sikkert husker fra VM i 1986, hvor en skidt tilbagelægning banede vejen for Butragueño´s fire mål i den spanske 5-1-sejr over Danmark.

På og uden for banen fremstod Emilio Butragueño altid gennem-sympatisk og han var elsket af stort set alle for sin loyalitet. Denne loyalitet fik man nok et bevis på i 1994, da det stod klart, at hans dage på Real Madrids bedste hold var talte. Han holdt en pressekonference, hvor han afslørede at han ville tage til Mexico og spille for Atlético Celaya, for han kunne aldrig spille for nogen anden spansk klub, selv om der var bud nok på ham.

Emilio Butragueño fik en testimonial-kamp på sit elskede Estadio Santiago Bernabéu, som havde været hans andet hjem i mere end tolv år, da Roma den 15. juni 1995 stillede op og fik en afklapsning på 4-0. El Buitre fik naturligvis stående ovationer for sine uforglemmelige præstationer gennem årene, hvor hans spil gik lige i hjertet på alle fodbold-feinschmeckere.

Han spillede tre sæsoner i Mexico, og da han indstillede karrieren endeligt i 1998 fik han også en testimonial-kamp i Mexico.

Herefter tog han et år til USA, hvor han tog en Mastergrad i Sportslig ledelse og da han vendte tilbage blev han efter et stærkt ønske fra sportsminister, Francisco Villar, ansat som hans rådgiver i sportslige anliggender.

I 2001 blev han ansat som under-sportsdirektør, hvor han arbejdede tæt sammen med Jorge Valdano, og som han nu har afløst som sportsdirektør.

Hans popularitet er stadig fænomenal og flere ser ham som kommende præsident i hjerteklubben Real Madrid. Verden ligger stadig åben for Emilio Butragueño, og måske var der noget om snakken, da de spanske fans hyldede ham under kampen mod Danmark ved VM i 1986 med tilråbene: Oa Oa Oa, Butragueño a la Moncloa (Bygningen, hvor den spanske regering holder til).

Historie:
Navn: Emilio Butragueño Santos (El Buitre)
Fødested: Madrid
Fødselsdato 22. juli 1963
Første dag i klubben (på professionel kontrakt): 5. februar 1984
Sidste dag i klubben: 30. juni 1995

Titler:
6 Liga
2 UEFA Cup
2 Copa del Rey
3 spanske Supercup
1 Liga Cup

Andre trofæer:
1 Copa Iberia
1 Liga Segunda División A (Castilla C.F.)
2 Trofeos Bravo
6 Santiago Bernabéu
4 Ciudad de Alicante
2 Ciudad de Barcelona
2 Colombino
1 Ciudad de la Línea
1 Festa D'Elx
1 Trofeo Raima
1 Castilla/La Mancha
1 Copa Durum
1 Ciudad de Palma
1 Ciudad de Benidorm
1 Trofeo La Naranja
1 Bahía de Cartagena
1 Euskadi/Asegarce
1Copa Fioruchi
1 Desafío canal Plus

Personlig hæder:
2 europæiske Bronze-bolde
1 "Pichichi" (topscorer)

Internationalt:
69 A-landskampe
5 U21 -landskampe
1 OL-kamp

Titler Internationalt:
- Sølvvinder EM 1984
- Sølvvinder U21-EM 1984
– Deltager ved VM 1986 og 1990 og EM 1984 og 1988

Antal kampe for Real Madrid:
341 Liga
39 Copa del Rey
29 Mesterholds-kampe
4 Pokalvinder-kampe
42 UEFA Cup-kampe
4 Liga Cup-kampe
4 Supercup
106 nationale og internationale venskabskampe.

Scorede 217 mål

Jacinto Quincoces

Jacinto Quincoces blev født i Barakaldo i 1905 og begyndte allerede tidligt i hans opvækst at spille fodbold med alt fra klodser til sten og efterlignede de unge drenge, som spillede fodbold på vejen. På det tidspunkt var der ikke mange fodboldklubber i Spanien, men Quincoces var ikke ret gammel, da hans forældre flyttede til baskerlandets hovedstad, Vitoria, hvor han kom til at spille for Alavés. Flytningen blev meget vigtig for hans videre udvikling for som bare 13-årig blev han udtaget til et hold, som skulle spille mod Osasuna. Han kom dog ikke til at spille og alt hvad han fik ud af anstrengelserne var 20 pesetas og han var længe en del af holdet uden at få spilletid.

Skuffet besluttede han at vende tilbage til Barakaldo, hvor han spillede en række kampe, som dog ikke gav ham den store succes på grund af hans unge alder. Men han mistede ikke modet og tog nogle år på ungdomsholdet, som gav ham den udvikling, han behøvede. Hans beskedenhed og kvikke væsen gjorde ham hurtigt kendt i hele baskerlandet og snart var han tilbage i Alavés til at tage en ny tørn syv år efter første prøve hos klubben.

Fra da af tog hans karriere en drejning på 180 grader og alt ændrede sig fra nederlag til succes, som kom både hans holdkammerater og ham selv til gode.

I 1931 fik Quincoces belønning for sit gode spil og omdømme, da Real Madrid købte ham. Samtidig købte Real Madrid hans bedste ven, Ciriaco og sammen med målmand Zamora udgjorde han et af de mest sikre forsvar i historien, som den dag i dag er rollemodel for forsvarsspil, som skal indeholde teknik og styrke. I Madrid blev han desuden kendt på, at han altid spillede med et hvidt tørklæde om sit hoved.

Den første sæson kunne ikke have forløbet bedre for Quincoces og Real Madrid, for klubben vandt mesterskabet uden at tabe en eneste kamp, dog i hård kamp med Ath. Bilbao, som først slap taget i de sidste to runder. Året efter vandt Real Madrid på ny mesterskabet og blev nr. to i Copa del Rey.

Den tredje sæson blev anderledes for Quincoces og hans holdkammerater, idet holdet vandt både La Liga og Copa del Rey; sidstnævnte kamp efter et intenst opgør på Mestalla mod Barcelona, hvor Real Madrid vandt 2-1 og hvor Quincoces viste sig at være en sikker sidste skanse.

Nogle år senere satte den spanske borgerkrig en stopper for al sportslig aktivitet og efter en blodig krig var det svært at få det hele startet op på ny. Der var meget få, der påtog sig ansvar for at få genoprettet de klubber, som næsten var forsvundet. For Quincoces vedkommende betød krigen næsten, at han havde indstillet sin karriere og selv om han startede op igen var han kun en døgnflue. De økonomiske midler i klubberne var små og i Real Madrid var der kun fire spillere tilbage af de, som var med til at vinde Copa del Rey i 1936. Resten var enten stoppet eller var flygtet på grund af forfølgelsen under borgerkrigen.

Quincoces gik længe med tanken om at stoppe, men valgte at fortsætte og da han langt om længe besluttede sig for at trække sig tilbage, belønnede Real Madrid hans lange og tro tjeneste med 150.000 pesetas.

Jacinto Quincoces fik også en række landskampe for Spanien, helt præcist 25 kampe. Han fik debut i 1929, da det spanske hold mødte et godt engelsk hold, hvor alle spillerne var professionelle. Englænderne havde forventet en let sejr, men blev slået af et spansk hold, hvis forsvar bestod af Zamora, Quesa og Quincoces. Det var englændernes første nederlag i Europa.

Højdepunktet kom ved VM i 1934 i Italien, hvor Spanien i første kamp slog Brasilien med 3-1. Fire dage senere skulle man møde værtsnationen Italien, som var favoritter og som oven i købet havde venlig hjælp af den belgiske dommer. Italienerne kom foran på et mål, som blev scoret i klar off side position. Luis Regueiro fik udlignet og efter to gange forlængelse var stillingen stadig 1-1. Kampen blev genoptaget dagen efter, hvor Spanien kun havde fire mand med fra den oprindelige startformation, og man endte med at tabe kampen 1-0, men Quincoces gjorde en så god figur ved VM, at han senere blev kåret som VMs bedste forsvarsspiller.

Efter at have indstillet sin aktive karriere fortsatte han som træner, hvor han fik debut for Zaragoza, hvor han var i to sæsoner. Derefter blev han landstræner for Spanien i 1945 og han nåede også at blive træner for Real Madrid og vinde La Liga med klubben.

Jacinto Quincoces døde den 10. Maj 1997 i en alder af 91 år i Valencia.

Historie:
Navn: Jacinto Francisco Fernándes de Quincoces y López de Arbina
Fødselsdato: 17. juli 1905
Fødested: Baracaldo/Vizcaya
Første dag i klubben: 1. august 1931
Sidste dag i klubben: 31. juli 1941

Titler:
2 Ligas
2 Copas

Antal kampe for Real Madrid:
132 Liga
35 Copa del Rey

Michel

José Miguel González Martín del Campo eller "Míchel" som han er bedre kendt som, er født ind i en fodboldgal familie og derfor lå det allerede meget tidligt i hans barndom fast, at han skulle blive til noget stort.

Hans far var en udmærket fodboldspiller med et godt kontraktudspil på hånden fra Córdoba, da han blev alvorligt skadet i en bilulykke i en alder af 27 og hans ældre bror regnedes for et lige så stort talent som Michel, da han i en ganske ung alder også blev ramt af en alvorlig skade, som satte en stopper for hans karriere.

Hans far blev derefter træner i diverse klubber, hvor den unge Míchel fulgte ham og spillerne på tæt hold og på første hånd kunne suge til sig af de ældre spilleres erfaringer og anekdoter.

Míchel spillede selv fodbold i skolen og var altid den suverænt bedste. Som 10-årig begyndte Míchel at spille fodbold i Rayo de Los Angeles, som ligger i udkanten af Madrid. Som 12-årig fik han sine første tilbud, nemlig fra Rayo Vallecano og Atlético Madrid. Men selv om faderen var Atlético-fan valgte de at afslå tilbuddet og faderen tog i stedet til det nordlige Madrid og tilbød sin søn til Real Madrid, som på det tidspunkt havde Basilio del Pozo som ansvarlig for ungdomsarbejdet i klubben. Han havde år forinden været træner for Míchels far. Og Real Madrids trænere blev lamslåede, da de så den unge spillers talent.

Míchel kom til Real Madrid den 1. Oktober 1976 og begyndte som venstre wing, hvor han betog alle med sin kunnen. Rafa López, ungdomstræner fra dengang, siger: "Han var født til den rolle. Han spillede med nr. 10 som venstre wing (normalt er det kun spilfordeleren, som får 10-tallet.) – han kunne bruge begge ben – og det var næsten umuligt at rette på ham".

Efter kun et år i klubben blev han rykket op på et bedre hold, og allerede på det tidspunkt var han blevet et kendt navn i Spanien. I Catalonien troede man dog, at han var fransk og sammenlignede ham med Hídalgo og Platini, men de var dog klar over, at han var noget helt ekstraordinært.

I 1979 blev Míchel for første gang udtaget til ungdoms-landsholdet, hvor Ramón Moreno Grosso var træner. På det hold vandt han Prins Albert af Monaco Cup og blev efterfølgende kåret som Europas største talent. Han var nu kendt i hele Europa for sin atletiske kropsbygning og med en enestående teknisk kvalitet. I 1981 spillede Míchel sin sidste ungdomskamp i finalen om det spanske mesterskab mod Ath. Bilbao med Salinas-brødrene og her scorede han et fantastisk mål, som var medvirkende til den endelige sejr. For sejren fik hver spiller 10.000 pesetas; noget ganske andet end de 750 pesetas, man normalt fik for hver sejr.

I sæsonen 1981/82 blev Míchel rykket op på Real Madrids andethold, Castilla CdeF, hvor han blev forenet med de spillere som bare et par år senere skulle lægge navn til et af de absolut bedste hold gennem tiderne, La Quinta del Buitre. Mens spillere som Martín Vásquez, Pardeza, Sanchis, Chendo, Ochotorena, Salguero, Bernardo og Butragueño blev hurtigt rykket op på Real Madrids bedste hold, mens man af ganske uforklarlige grunde fastholdt Míchel i Castilla CdeF. Han fik ganske vist debut på Real Madrids bedste hold den 11. april 1982 mod Castellón, men det var kun på grund af strejken blandt fodboldspillerne i Spanien på det tidspunkt. Men han benyttede kampen til at score det afgørende mål i 1-2-sejren.

Sæsonen 1983/84 blev uden tvivl den hårdeste i hele hans karriere. Han spillede på tredje år på andetholdet, mens hans tidligere holdkammerater triumferede med førsteholdet. Det var som om, at man havde glemt talentet, og det brød han sig slet ikke om. Han ville på førsteholdet og han gjorde god reklame for sig selv ved at spille en fænomenal sæson, hvor holdet sikrede sig den bedste pointhøst i La Segundas historie.

Efter succesen fik han et betragteligt tilbud fra Málaga, som han dog afslog. Kun Real Madrids førstehold talte.

Og stædigheden betalte sig, for i sommeren 1984 blev Míchel den lykkeligste mand på jorden, da han endelig kom op i førsteholdstruppen og blev forenet med sine store idoler Juanito, Santillana og naturligvis Gallego, som var den unge spillers støtte for at blive en del af truppens sammenhold.

Míchel debuterede i en kamp mod Barcelona, som blev spillet på Estadio Santiago Bernabéu med nr. 7 på ryggen; et nummer han hadede at spille i. Alligevel blev det legendariske rygnummer båret på ærefuld vis af spilleren, som nåede at spille med alle rygnumre fra 1 til 11, dog undtaget nr. 2 og nr. 9. 1-tallet fik han prøvet, da han skulle vogte buret efter en udvist målmand. Hans absolutte favoritnummer var dog nr. 8. I dag, når han mødes med Real Madrids veteraner for at spille kampe, sker det med samme elegance og uden et gram fedt på kroppen, akkurat som i hans velmagtsdage.

I den første sæson spillede Míchel 26 kampe og scorede to mål. Hans første internationale triumfer kom med Real Madrid-holdet i UEFA Cuppen, hvor han var med i de vidt berømte returkampe, hvor Real Madrid hentede umulige resultater. Míchel vil nok især huske tilbage på især to kampe, nemlig sejren over Inter, hvor han scorede det afgørende mål i den forlængede spilletid og 3-0-sejren over ungarske Videoton i finalen.

Míchels bedrifter i La Liga er kendte af enhver Madridista. Sammen med spillere som Buyo, Hugo Sánchez, Maceda, Gallego, Santillana og Juanito dannede han sammen med La Quinta del Buitre et af de absolut bedste hold i klubbens 100-årige historie. Holdet vandt fem mesterskaber på stribe og var på det nærmeste uovervindelige i Spanien. I Europa kneb det derimod med at slå igennem, og holdet blev i flere omgange stoppet af Milans fantastiske hollænder-hold, men især én kamp fremstår som bitter for Míchel. Semifinalen i Eindhoven mod PSV, hvor man spillede 0-0 og røg ud efter at have spillet 1-1 i Madrid. Man styrede totalt kampen i Holland, men var uheldige med ikke at få scoret, bl. a. havde Hugo Sánchez et skud på stolpen kort før tid. Míchel har flere gange efterfølgende udtalt: Den mest triste dage i min sportslige karriere. Vi fortjente at vinde og nå finalen, som vi med sikkerhed havde vundet.

Skuffelserne blev dog klart overgået af glæden ved at vinde 14 store titler med Real Madrid og spille hundredevis af store kampe i den hvide trøje. Men der var dog skår i glæden, bl. a. i de to kedelige nederlag på Tenerife og når folk udviste mangel på forståelse for spilleren. Det hjalp naturligvis ikke på hans omdømme, at han valgte at forlade banen kort før pausen i den sidste kamp i sæsonen 1989/90.

Míchel fik megen kritik for hans personlige og sportslige væremåde, eksempelvis hans udskejelser i sæsonen 1995/96, som endte med træner Jorge Valdanos fyring og hans usportslige optræden i en ligakamp mod Valladolid, hvor han kærtegner colombianeren Carlos Valderamas ædlere dele ved et hjørnespark til Valladolid.

Men mange ved ikke, at Míchel rent faktisk var en særdeles ydmyg og genert person, som var meget spontan, men ikke bange for at sige undskyld til folk, han havde optrådt forkert over for. Míchel bekymrede sig altid for sine nærmeste, uanset rang. Han deltog og deltager altid velvilligt i velgørenheds-arrangementer, som andre ikke ville deltage i, og det er fordi han har et hjerte af guld.

Míchels fodboldkarriere begyndte at lakke mod enden, da han den 13. december 1994 fik en alvorlig knæskade i ligakampen ude mod Real Sociedad. Han vendte først tilbage til holdpræsentationen den 24. juli 1995, men var ikke i startopstillingen i de første kampe. Han nåede dog at gøre en god figur på holdet i sæsonen 1995/96, som skulle blive hans sidste i den hvide trøje. Da Ramón Mendoza gik af som præsident i 1996 efter at have tabt til Lorenzo Sanz, nægtede Míchel at skrive under på en ny kontrakt, for ikke at komme til at stå i vejen for den nye præsidents planer.

Tilbuddene kom straks væltende ind til ham fra klubber i både Spanien og Italien, men hans Madridismo nægtede ham at tage imod et tilbud fra nogen europæisk klub. Han valgte derimod at tage så langt væk som muligt, nemlig til Atl. Celaya, hvor han blev genforenet med sin gode ven, Emilio Butragueño og Hugo Sánchez. Og mexicanerne fik lov at se en Míchel i hopla. Hans fremragende teknik, hans utrolige indlæg, hans gode sparketekning og hans smukke mål. Míchel fik lov at vise sig fra sin bedste side. Han spillede sin sidste kamp den 26. april 1997 mod Los Pumas, hvor Hugo Sánchez også spillede sidste kamp. Begge sluttede deres flotte karrierer på Estadio Miguel Alemán Valdez i Celaya.

Hvis man tæller alle internationale kampe med, som Míchel har spillet på samtlige landshold, når han op på mere end 100 landskampe. Han debuterede på det bedste spanske hold i 1985 mod Østrig i Zaragoza og var fra da af sikker fast mand i de næste 66 kampe, bortset fra en venskabskamp, han måtte melde afbud til på grund af en skade. Først da Javier Clemente blev landstræner og gjorde op med det, som nogle kaldte Real Madrid-landsholdet, stoppede Míchels landsholdskarriere. Paradoksalt nok faldt han i unåde samtidig med at han havde sin absolut bedste periode, og hvor spillere og trænere i La Liga kårede ham til den bedste spiller i landet. Selv ikke denne hæder fik ham tilbage på landsholdet, hvilket gjorde ham ked af det, da han satte en stor ære i at forsvare sit lands farver.

Alligevel må Míchel regnes blandt de absolut bedste spillere, som har været på det spanske landshold og selv i dag ligger han højt på alle tiders topscorerliste med sine 21 landskampsmål, hvoraf især pragtmålet mod Brasilien ved VM i 1986, samt hans tre mål mod Sydkorea ved VM i 1990, huskes.

Efter at have lagt støvlerne på hylden, fastholdt Míchel sin kontakt med fodbolden ved at få sin egen klumme i Spaniens største sportsavis, Marca og ved at blive ekspertkommentator på TV España.

Historie:
Navn: José Miguel González Martín del Campo (Michel)
Fødested: Madrid
Fødselsdato: 23. Marts 1963
Første dag i klubben: 1. oktober 1976 (Som ungdomsspiller)
Første dag på førsteholdet: 18. juli 1984
Sidste dag i klubben: 30. juni 1996

Titler:
6 Liga
2 Copa del Rey
2 UEFA Cup
1 Copa de la Liga
3 Super Cup
1 Liga med Castilla i Segunda División

Andre trofæer:
7 Santiago Bernabéu
1 Teresa Herrera
2 Colombino
2 Euskadi-Asegarce
2 Ciudad de Barcelona
1 Ciudad de la Línea
1 Ciudad de Palma
1 Trofeo de La Naranja
2 Festa D'elx
1 Villa de Benidorm
1 Concepción Arenal
1 Desafío Canal Plus
5 Ciudad de Alicante
1 Trofeo La Mancha
1 Ciudad de Salamanca
1 Memorial "Giorio Calleri"
1 Trofeo Fioruchi
1 Declaración de Independencia de Uruguay
1 Trofeo Iberia
1 Bahía de Cartagena
1 Comunidad de Madrid
1 Trofeo Raima
1 Copa Durum
1 Torneo Navidad/Antena 3

Internationalt:
65 A-landskampe
7 U21-landskampe
13 U18-landskampe

Personlig hæder:
Udtaget til Verdensholdet efter VM86
Sølvvinder U21-EM

Antal kampe for Real Madrid:
404 Liga
53 Copa del Rey
44 UEFA Cup
38 Mesterhold
6 Pokalvindernes Cup
6 Liga Cup
8 Spanske Super Ccup
14 Trofeo Santiago Bernabéu
120 nationale og internationale venskabskampe

Scorede 178 mål

  • 1
  • 2

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.