Santamaría

José Emilio Santamaría Iglesias er en af de bedste centrale forsvarsspillere i Real Madrids historie.

Han blev født den 31. juli 1929 i Montevideo, Uruguay. Hans forældre varfattige spanske immigranter, som var flygtet til Sydamerika fra Galicien. Han boede i en lille bjælkehytte uden for hovedstaden lige ved siden af Estadio del Centenario, og derfra fik han mange påvirkninger af tilhængerne, som kom på stadion. Allerede som helt lille begyndte Santamaría at spille fodbold og hans første klub var Club Atlético Pocito, som var så lille og så fattig, at skulle de have nye bolde og net i målene, så måtte børnene stemme dørklokker og samle penge ind. Det skræmte dog ikke Santamaría, for han vidste at storspillerne på den tid alle var startet i små klubber for derefter at havne i landets store klubber, Peñarol og Nacional. Det skulle ikke tage lang tid for Santamaría at nå så langt.

Ejeren af en butik i kvarteret, hvor han boede, var også galicisk flygtning og tilhænger af Nacional og han havde gode forbindelser til ledelsen i klubben. Han præsenterede Santamaría for klubben under en prøvetræning for unge spillere i november 1944. Santamaría klarede testen og havde derefter bestået sin første sportslige eksamen.

I begyndelsen passede Santamaría træningen samtidig med sit job i den lokale bank, som var så venlig at give ham fri, når træningen skulle passes. Han udviklede sig hurtigt og blev i en alder af bare 17 år en del af Nacionals førstehold.

Santamaría fik debut den 26. april 1947 og han havde svært ved at forstå, at han nu spillede sammen med de spillere, han nogle år forinden havde bedt om autografer. Santamaría fik en fornem første sæson på Nacionals hold og i optakten til den næste havde man planlagt en træningskamp mod argentinske River Plate, som rådede over de berømte og rutinerede Lostau og Labruna. I den kamp blev Lostau pillet ned gang på gang af Santamaría og fra da af havde han en fast plads i forsvaret.

Op til VM i 1950 i Brasilien blev Santamaría udtaget som en af de allerførste til Uruguays landshold, men en hård kritik af, at man udtog en spanier gjorde, at han blev siet fra igen, hvilket var et hårdt slag for ham og hans familie, som havde kæmpet for anerkendelse. Uruguay vandt VM efter en finale mod Brasilien.

Men Santamaría var forudbestemt til at få landskampe for Uruguay, og som den bedste forsvarsspiller blev han endelig udtaget til det hold, som nogle måneder senere skulle spille om det syderamerikanske mesterskab i Chile, hvor Brasilien endte med at få revanche. Uruguay blev nr. 3, men Santamarías præstationer blev fulgt af alle og fra den dag var der ingen som satte spørgsmålstegn ved hans rigtige nationalitet.

Ved VM i Schweiz i 1954 spillede Uruguay semifinale mod Ungarn, og præsident Don Santiago Bernabéu var på plads på stadion for at følge kampen, som Ungarn vandt efter forlænget spilletid, men Santamarías præstation havde været så overbevisende, at han blev husket af præsidenten. På det tidspunkt måtte spanske klubber kun købe én udenlandsk spiller om året. Real Madrid havde i 1953 købt Alfredo di Stéfano, i 1955 købte man Rial og i 1956 fik man papir på Raymond Kopa, så angrebet var perfekt. Det var blevet tid til at spekulere i defensiven og midtbanen.

Real Madrid var i første omgang ude efter Torres i Zaragoza, men man kunne ikke blive enig om en handel, men Santiago Bernabéu havde ikke glemt den lyshårede forsvarsspiller med de spanske forældre, som han havde set tre år tidligere ved VM i Schweiz. Santamarías tid i Nacional var snart fortid efter 10 år, hvor han bl. a. havde vundet 7 nationale mesterskaber . I foråret 1957 accepterede Santamaría tilbuddet fra Real Madrid, som lige havde vundet sin anden mesterholdstitel mod hhv. Stade de Reims og Fiorentina.

Santamaría debuterede i en trekants-turnering i Paris mod Racing Paris og Vasco da Gama og han spillede en halvleg i hver kamp; en som højre midtbane og en som central forsvarer. Hans skifte til Real Madrid betød rokeringer i Real Madrids forsvar. Marquitos, som havde været central forsvarsspiller blev rykket ud som højre back og Santamaría overtog hans plads. Det gjorde ikke holdet dårligere for i hans første sæson vandt Real Madrid suverænt det spanske mesterskab og sin tredje mesterholdstitel ved at slå Milan.

Santamaría var 28 år gammel, da han skrev kontrakt med Real Madrid og han var en stor del af Real Madrids hold de efterfølgende ni år, hvor han spillede 446 kampe for Real Madrid, altså i snit 45 kampe om året for klubben. I den periode var han en vigtig del af holdet og fungerede som bindeled mellem Real Madrids vidt berømte 50er-hold og det såkaldte "ye-yés"-hold i 1960erne.

Han fik også landskampe på det spanske landshold. Allerede et år efter at han var kommet til Real Madrid, skiftede han nationalitet til det spanske, hvilket kunne gå så stærkt, idet hans forældre var spaniere. I hans debut mod Nordirland, som Spanien vandt 6-2 blev han hovedperson i en rørende historie. Efter kampen ville nordireren McParland bytte trøje med ham, men Santamaría afslog tilbuddet, idet trøjen skulle gives til hans mor, som havde grædt mange bitre tårer, da han spillede for Uruguay og var blevet forfulgt af tilråbene "Gallego". Denne gang græd hun af glæde over, at hendes søn endelig havde havde forsvaret sit lands farver.

Gennem hele sin karriere i Real Madrid var Santamaría en sand gentleman og altid i godt humør. Den 15. september 1966 fik han sin velfortjente testimonial-kamp mod et af tidens bedste hold, nemlig Hamburger SV med Uwe Seeler på holdet. Tyskerne vandt kampen 2-1 og Santamaría fik en velfortjent hyldest som varede flere minutter, da han forlod banen.

Efter endt aktiv karriere fortsatte Santamaría som træner. I 1968 blev han ansat af det spanske fodboldforbund som træner for Ungdomslandsholdet og OL-landsholdet og her gjorde han et glimrende stykke arbejde med de unge spillere, så de blev modnet til A-landsholdet. Fra 1971 blev han træner i Espanyol og de næste syv år skaffede han catalanerne de bedste år i klubbens historie ved at blive nr. 3 i La Liga og ved at kvalificere holdet til UEFA Cuppen to gange.

I 1978 vendte han tilbage til det spanske fodboldforbund, denne gang som koordinator for landsholdene og to år senere blev han udnævnt som landstræner i stedet for Ladislao Kubala, som trådte tilbage efter EM i Italien i 1980. Som træner stod han i spidsen for det spanske landshold som på hjemmebane ved VM i 1982 blev slået ud allerede i anden runde. Herefter trådte han tilbage og overlod ansvaret til en anden stor Madridista: Miguel Muñoz.

Historie:
Navn: José Emilio Santamaría
Fødested: Montevideo (Uruguay)
Fødselsdag: 31. juli 1929
Første dag i klubben: 28. maj 1957
Sidste dag i klubben: 30. juni 1966

Titler:
6 Liga
4 Europa Cup
1 Copa del Rey
1 Intercontinental Cup

Andre trofæer:
2 Trofeos Carranza
1 Trofeo Aid el Kabir
1 Trofeo Villamar

Internationalt:
16 A-landskampe for Spanien
25 A-landskampe for Uruguay

Antal kampe for Real Madrid:
227 Liga
50 Europa Cuo
58 Copa del Rey
2 Intercontinental Cup
109 nationale og internationale venskabskampe

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.