Real Madrid har savnet mål på frispark



Da Isco smukt krøllede bolden ind bag Romas målmand Robin Olsen, var det første gang i to år, at Real Madrid scorede direkte på frispark i Champions League.

Sidste gang det lykkedes for Los Blancos at score på direkte frispark, var den 15. september 2016, da Ronaldo scorede mod sin tidligere klub Sporting Lissabon i det 88. minut.

Det er ikke første gang, at Isco har vist sine færdigheder på direkte frispark. Således scorede spanieren også i april mod Malaga, ligesom han også bankede et frispark ind bag Buffon, da Spaniens landshold tog imod det italienske på Bernabéu i september 2017.

Med Ronaldo væk fra klubben, er der rift om at få lov til at sparke frispark. Både Ramos, Bale, Kroos, Asensio og Isco har vist talent for disciplinen. Med sit mål mod Roma banker Isco på som fast frisparksskytte.

 

Seneste artikler...

Annonce