100 dage med Lopetegui

For 100 dage siden ændrede Julen Lopeteguis liv sig, da han noget overraskende havde fået sparket som spansk landsholdstræner og måtte forlade VM-lejren i Rusland til fordel for Valdebebas og Real Madrid i Spanien. Lopetegui var blot to dage fra debutere ved et VM, og han stod pludseligt overfor helt nye udfordringer: at overtage Zidanes plads i verdens varmeste trænersæde, samt succesfuld ledelse af et Real Madrid post-Cristiano.

Og kort sagt kan man sige, at der efter 100 dage ånder fred og ro i Real Madrid. Dette skyldes primært Lopeteguis rolige og tålmodige væsen på, såvel som udenfor banen og som flere gange er blevet udfordret, særligt når den spanske presse har banket på med rygter og intriger.

Blandt andet da en journalist spurgte træneren om verserende rygter, som sendte Modric væk fra klubben, og som modtog svaret: ”Hvis du ikke tror, jeg vil svare, hvorfor spørger du mig så?”. Denne kølighed har afspejlet sig i Lopeteguis beslutninger igen og igen, både hvad angår målmandspostens skiftende handsker og Vinicius’ forestående debut.

Lopetegui har spillerunde efter spillerunde, roligt men bestemt, understreget at forholdet til sine målvogtere er sundt og professionelt, og at han udtager den, som han vurderer, egner sig bedst til opgaven. Ligeledes har han understreget, at Vinicius debuterer, når den unge brasilianer vurderes klar til det, og når det kommer til at røbe startopstillinger, for at afværge rygter, lader han sig heller ikke kue. Tingene bliver gjort i Julens rækkefølge.

Men også på sidelinjen kommer roen til udtryk. Efter at sæsonens første trofæchance løb ud i sandet med et nederlag til Atlético Madrid i UEFA Super Cup, bevarede den 52-årige træner roen udadtil, og stillede i den efterfølgende ligakamp op med et nærmest identisk mandskab og et identisk udtryk i sit spil. Der skal mere til at ryste den rolige Lopetegui. Og denne ro har siden da været at finde i samtlige opgør.

Hér 100 dage efter Lopeteguis ansættelse, spiller Real Madrid med en klar identitet, og som vi virkelig så i midt-ugens opgør mod Roma, er det tilmed underholdende som bar’ fanden. Men ifølge træneren selv, er der mere der skal arbejdes med og mere der skal finpudses. Det skal gerne komme inde for de følgende 100 dage, og som madridista er det svært, ikke at se fremad med optimisme og begejstring.

Seneste artikler...

Annonce