Luka Modric er igen flyvende
Luka Modric viste igen i går klassen med en mesterlig præstation på den centrale midtbane i El Derbi mod Atlético Madrid.
Efter en nedgangsperiode er den kroatiske midtbanestjerne ved at genfinde formen og det kan man faktisk takke Santiago Solari for.
Den argentinske træner valgte nemlig at give Modric nogle velfortjente pauser og faktisk har kroaten været ude i 7 af de 25 kampe, som Solari har stået i spidsen for Real Madrid, mens han i de øvrige kampe ofte har været en af de spillere, som blev skiftet ud.
Mod Barcelona i onsdags var han fantastisk på midtbanen med 94% vellykkede afleveringer og i går var det næsten lige så fornemt med 91% vellykkede afleveringer. Dermed er han for alvor klar til Champions League-kampen mod Ajax Amsterdam på onsdag, hvor han kan give den fuld gas, for han fik nemlig en karantænegivende advarsel i går, som betyder at han kan holde pause i hjemmekampen mod Girona.
I denne sæson er det foreløbig blevet til 3 mål og 6 assists for Luka Modric, altså medvirken i 9 mål. Det overgås kun af Benzema (18 mål og 6 assists), Bale (12 mål og 5 assists), Ramos (11 mål og 1 assist) og Vinícius (4 mål og 8 assists).