Real Madrids muligheder post Marcelo

Marcelo er ganske vist ikke fortid i Real Madrid - endnu, men den brasilianske venstreback, der har mere end 12 år på bagen i den spanske hovedstad, er så småt begyndt at lufte sin utilfredshed over sin nye rolle i Real Madrid

Dette resulterede senest i et krisemøde med José Ángel Sánchez, hvor Marcelo luftede sine frustrationer og bebudede, at han var klar til at forlade klubben, hvis det var den bedste løsning for alle parter.

Den spanske sportsavis AS dragede efterfølgende paralleller mellem Marcelos ageren den senere tid og Cristiano Ronaldos i sidste sæson under overskriften: "Formel Cristiano", hvor mødet med Sánchez blot skulle være brasilianerens første skridt mod et Real Madrid-exit.

Skulle det hele ende med, at Marcelo er fortid i Real Madrid til sommer, har Los Blancos imidlertid nok alternativer på blokken, der kan overtage venstrebackens tjans.

Det hotteste navn i spansk presse er uden tvivl Betis' venstreback Junior Firpo, der i skrivende stund er ude med en skade. Real Madrid skulle efter sigende være villige til at smide 30 millioner euro for venstrebacken, men andaluserne forlanger op mod 50 millioner euro. 

Der spekuleres herudover i en spiller som Alex Sandro, der kunne være en mulighed, hvis Juventus går efter Marcelo til sommer, som rygterne har dikteret i indeværende sæson.

Videre vender Theo Hernández også tilbage til Real Madrid til sommer fra sit lejeophold i Real Sociedad, hvor Los Blancos skal finde ud af, hvad man vil med den spanske venstreback.

Mulighederne er som sagt mange for Real Madrid, hvis Marcelo har planer om at forlade klubben til sommer, men det vil imidlertid ikke ændre på, at det ville være et stort tab for Real Madrids identitet at miste en af klubbens kulturbærer.

Seneste artikler...

Annonce