Real Madrid-trio udtaget til det spanske landshold
Spaniens landstræner, Luis Enrique, udtog i går truppen til det spanske landsholds to forestående møder med Norge og Malta d. 23. og 26. marts, der bliver startskuddet på spaniernes EM-kvalifikation.
Den spanske landstræner har fundet plads til tre Real Madrid-spillere i sin trup i form af Sergio Ramos, Marco Asensio og Dani Ceballos.
Gårsdagens landsholdsudtagelse var endnu en torn i øjet for Isco, der ellers har været en af det spanske landsholds helt store profiler de senere år, men qua den manglende spilletid under Santiago Solari, har Enrique altså valgt at se bort fra den spanske tekniker i denne omgang.
Real Madrid sender desuden Toni Kroos, Thibaut Courtois, Casemiro, Luka Modric, Gareth Bale, Raphaël Varane, Keylor Navas, Fede Valverde, Jesús Vallejo og Sergio Reguilón med diverse landshold i ovennævnte periode, der byder på såvel kvalifikationskampe som venskabskampe.