Mirror: Christian Eriksen koster €150 millioner

Christian Eriksen er én af de spillere Real Madrid følger tæt frem mod sommerens transfervindue. Danskeren har på det tidspunkt kun et år tilbage af sin kontrakt med Tottenham Hotspur, og Florentino Pérez håber at det vil drive prisen en smule ned. Man har dog lært af bitter erfaring, at Spurs-direktøren Daniel Levy er en hård mand at forhandle med.

I den spanske hovedstad har man udset sig Christian Eriksen som den perfekte afløser for Luka Modric, men engelsk presse mener at vide, at det ikke bliver billigt. Ifølge det engelske medie, Mirror, forlanger Tottenham nemlig hele €150 millioner, svarende til lidt mere end 1,1 milliard kroner, for den 27-årige playmaker, som de selv købte i hollandske Ajax for et beløb i omegnen af €13,5 millioner i 2013. Den pris vil gøre Eriksen til den tredjedyreste fodboldspiller i historien efter Neymar og Kylian Mbappé, som PSG købte for hhv. €222 millioner og €180 millioner.

Real Madrid har tidligere handlet med Tottenham og Daniel Levy. I 2012 og 2013 hentede man hhv. Luka Modric og Gareth Bale i London-klubben, mens Rafael van der Vaart røg den anden vej i 2010. Også Roberto Soldado, Jonathan Woodgate, Emmanuel Adebayor og César Sánchez har repræsenteret begge klubber.

Seneste artikler...

Annonce