Zidane skal godkende alle ændringer i truppen

Det bliver en travl sommer i Real Madrid for de mennesker, der skal opdatere spillertruppen. Der vil uden tvivl komme både til- og afgange i langt større grad end man har set det i de foregående transfervindue, når man skal forsøge at give Zinedine Zidane et hold, der kan konkurrere om alle trofæer allerede i næste sæson. Ifølge Marca kan der komme helt op til 20 til- og afgange, der, som noget nyt i Real Madrid, alle skal have Zidanes personlige accept.

Franskmanden bliver den ansvarlige for at påbegynde reformen, og det vil han gøre ved at snakke med hver enkelt af sine spillere, en til en, når sæsonen slutter. Det er trænerens idé at være klar i mælet med hver enkelt. Det bliver Zidane, som overbringer spillerne deres status i truppen og derfor også ham, der overbringer nyheden om et eventuelt salg. Det er klart, at man ikke kan tale om salg eller udsmidninger i en trup, hvor ingen spillere har kontraktudløb, men han vil vise vejen til dem, han ikke regner med. Zizou ved, at holdet har brug ændringer.

- Der kommer til at ske forandringer i truppen, det er sikkert, har Zidane tidligere udtalt, men det bliver altså snarere end evolution, end en revolution, som vi tidligere har skrevet om her på madridista.dk.

Den mest signifikante afgang vil formentlig blive Gareth Bale, som ikke har en fremtid i Real Madrid - Zidane regner ikke med ham, og han er heller ikke videre populær på Estadio Santiago Bernabéu.

Ligeledes skal Zidane have overtalt visse spillere til, at de har en vigtig rolle at spille i Real Madrid, særligt Raphaël Varane og Keylor Navas, som begge ønsker at være vigtige spillere. Man ønsker at foretage handler så tidligt som muligt, faktisk allerede inden klubben drager på deres sædvanlige pre-season tour, men de ved også, at dette vil være vanskeligt at opnå.

Man har allerede sikret sig de to første spillere, som kan slutte sig til truppen, nemlig Éder Militão og Rodrygo Goes.

Seneste artikler...

Annonce