Pérez: Pochettino har undskyldt

Real Madrid udsendte forleden en offentlig meddelelse, hvor man gjorde klart, at Tottenham-træner Pochettino ikke havde forespurgt om muligheden for at overnatte i Valdebebas i forbindelse med den engelske klubs træning forud for CL-finalen i weekenden.

Det havde den argentinske træner ellers spøgt med i et interview, men det blev ikke vel modtaget i Real Madrid, hvorfor man udsendte en meddelelse. Siden har Pochettino beklaget over for Real Madrid. Det forklarede Florentino Pérez i gårsdagens interview i El Transistor på Onda Cero:

- Ud fra det udsnit, som medierne bragte fra interviewet med Pochettino, ønskede vi at slå fast, at det ikke var rigtigt. Det lader til, at det var sagt i spøg. Her i Valdebebas har det argentinske landshold trænet med Messi, Libertadores-finalisterne har trænet og det samme vil Liverpool og Tottenham gøre. Pochettino skrev en besked til José Ángel Sánchez, hvor han forklarede at det aldrig havde været hans hensigt at fornærme nogen. Jeg har en stor beundring for Pochettino. Efter at han har undskyldt, gør jeg ikke mere ved det. Jeg har altid haft et godt forhold til ham og han synes at være en stor træner.

Både Pochettino og Liverpools træner, Jürgen Klopp, har et godt navn hos Florentino Pérez:

- De ligner to træner-fænomener. Ingen af dem har på noget tidspunkt været på tale i Real Madrid. Det er ikke ensbetydende med, at de ikke kan blive det i fremtiden.

Seneste artikler...

Annonce