Real Madrid vil lukke Pogba-handel hurtigst muligt



Real Madrid håber at kunne få lukket aftalen med Manchester Uniteds franske stjerne, Paul Pogba, inden 1. juli – samme dag som Manchester United starter forberedelserne til den kommende sæson.

Det giver Real Madrid to uger til at lokke Pogba til den spanske hovedstad. Hvis det lykkes, vil det give verdensmesteren en ekstra uges ferie og hvile, da Real Madrid først påbegynder sin sæson-opstart den 8. juli.

Zidane anser Pogba som en vigtig brik i sit nye projekt, og ønsker at have alle sine nye spillere til rådighed, inden klubben drager til Nordamerika for at spille træningskampe. På træningsturen ønsker Zidane at prøve nye systemer og taktikker af, hvorfor det er vigtigt for ham at have alle de nye spillere med.

Den engelske klub har hele tiden holdt fast i, at Pogba ikke er til salg, men efter at franskmanden offentligt har udtalt, at han er klar til at prøve noget nyt, så skulle United være villige til at lytte til tilbud. Det bliver dog ikke billigt at hente Pogba til klubben. United vil angiveligt kræve 150 millioner euro for at sælge sin største stjerne. 

Pogba er netop hjemvendt fra en promoveringstur til asien. Franskmanden har en stor profil på det asiatiske marked, hvilket gør Real Madrid villige til at investere stort i den tidligere Juventus-spiller. Derudover vil klubben strække sig langt for at gøre Zidane glad. Real Madrid er dermed ikke afvisende over for at gøre Pogba til klubbens dyreste spiller nogensinde, skriver Marca.

 

Seneste artikler...

Annonce