unisportShop2017

Madridista.dk mener: Farvel og tak, Gareth Bale

De, der ikke blev oppe til klokken sent natten til søndag, stod op til nyheden om, at Zinedine Zidane var mere end normalt klar i spyttet, da snakken faldt på Gareth Bale, og hvorfor denne ikke deltog i kampen mod Bayern München i International Champions Cup i USA.

- Bale var udeladt til kampen, fordi klubben forsøger at sælge ham og det ville være bedst for alle parter, hvis han allerede blev solgt i morgen (søndag, red.), lød det fra Zidane efter kampen.

Og det er højst usædvanligt, at man ser Zinedine Zidane være så skarp i sin kritik af en spiller. Faktisk har han altid, lige indtil enden af sæsonen 2017/2018, rost og forsvaret Bale, når pressen og fans var hårde ved spilleren. I februar 2018, før en kamp mod Alavés, sagde han:

- Han er en nøglespiller i truppen og det vil han altid være … Det vigtige for ham er at føle sig fit og træne godt. Han er fokuseret og jeg vil se ham tilbage på 100%. Jeg vil ikke miste ham til skader igen … Jeg er sikker på, at han kommer til at spille en nøglerolle.

Så hvordan ender det med, at Zinedine Zidane ender i åben krig med Gareth Bale og måske i særdeleshed Jonathan Barnett, spillerens agent?

Efter Champions League-finalen i 2018, hvor Gareth Bale scorede dét mål var waliseren ligeledes meget tydelig i sine udtalelser:

- Det er klart, at jeg føler, jeg skal spille hver uge. Det er noget jeg altid har villet, og noget jeg føler, jeg burde gøre. Hvis det ikke sker her, så er det noget jeg virkelig må overveje, og sætte mig ned og tænke over.

Hvad der skete der efter, husker vi nok alle. Den 31. maj indkaldte Real Madrid til pressemøde, hvor Zidane, til alles overraskelse, sagde sit job op. Eller han fortalte i hvert fald pressen, at han havde gjort det. Der er siden da spekuleret i, at én af årsagerne til Zidanes opsigelse var, at han ønskede, at Bale blev solgt, mens Florentino Pérez og klubben beskyttede waliseren.

Den kommende sæson skulle Gareth Bale så være klubbens store stjerne for at Zidanes opsigelse skulle give mening. Det skete som bekendt aldrig, og ledelsen måtte sluge en kamel. Dårlig integration, arrogance, skader og dårlige præstationer satte en stopper for dét, men Bale og Zidane var et overstået kapitel.

Ja, altså indtil ni måneder senere, hvor Bale i et interview med FourFourTwo udtalte sig:

- Jeg har ikke talt med ham siden (finalen, red.). Vores forhold var godt. Jeg ville ikke sige vi var bedste venner, det var bare et normalt professionelt forhold, sagde Bale, hvorefter han fortalte, at hans drømmemål mod Liverpool var et resultat af den vrede, han følte, over ikke at starte inde i finalen.

Det man ser i særligt den britiske presse i disse dage, er at Gareth Bale bliver malet som en helgen. Det er vigtigt at forstå, at dette ikke er tilfældet her. Det er ikke første gang, at spilleren har lagt sig ud med en Real Madrid-træner.

Gareth Bale og Carlo Ancelotti
Også den meget populære Carlo Ancelotti, der havde Zidane som assistent, og som stod i spidsen for holdet, der vandt La Décima, har antydet, at Bale var én af årsagerne til, at han måtte forlade klubben:

- Hvis der er én ting der kan drive mig til vanvid, er det egoisme på banen. Når en spiller skal aflevere bolden, men ikke gør det. Jeg har også betalt for det. I Madrid, var årsagen til en samtale med Florentino Pérez, at jeg tog Gareth Bale ud i en kamp mod Valencia. Han havde muligheden for at aflevere til Benzema, som ville have haft en simpel tap-in, men Bale sparkede selv, så jeg tog ham ud, og det var krig, udtale Ancelotti i februar i år.

I 2016 skrev Ancelotti, i sin biografi, ligeledes om en situation, hvor Bale var gået bag om hans ryg for at brokke sig til Florentino Pérez:

- En morgen i marts modtog jeg et opkald fra Madrid, om at præsidenten ville tale med mig efter træningen senere den dag. Det var meget usædvanligt. Da jeg besøgte præsidenten, sagde han, at Bales agent havde været på hans kontor for at tale om ‘Bale-situationen’.

- I januar havde Bales agent sagt ting, og måske følte han, at hans position var stærk, siden han allerede havde talt med præsidenten. Nu fortalte han præsidenten, at Bale var utilfreds med sin position. Han ville spille mere centralt.

- Bale havde nogle fantastiske, verdensklasse-kvaliteter, og jeg prøvede bare at hjælpe ham til at forstå hans styrker, så han kunne opnå sit potentiale, og at jeg forresten var mere kvalificeret til dette, end hans agent og præsidenten.

- Jeg sagde til præsidenten, at jeg ville tale med Bale næste dag, og det gjorde jeg efter træning. Jeg sagde, “Jeg ved, at din agent talte med præsidenten. Hvorfor kommer du ikke til mig og taler om det, du vil?” Han sagde: “Ja, okay, intet problem”.

Jeg kan på stående fod ikke huske en spiller, der har været så beskyttet af Florentino Pérez, som Gareth Bale har. Han overvandt, og overlevede, to af de mest populære skikkelser i Real Madrid i dette årtusinde i Carlo Ancelotti og Zinedine Zidane. Alene det, at han i 2019 stadig er Real Madrid-spiller, fortæller dig alt du behøver at vide, om hvor stor en støtte han har haft i Florentino Pérez.

Zidane er en stædig mand

Omvendt skal Zinedine Zidane heller ikke have lov til at fremstå fejlfri. Det er han selvfølgelig langt fra.

Han er en træner, der ofte bliver rost for sin mandskabsbehandling frem for sine taktiske evner, men han har også vist, at han har haft svært ved at kapere spillere, han ikke ønsker i sin trup, uden at det bliver… ikke grimt, men i hvert fald uheldigt. Når han nægter at arbejde med spillere som Marcos Llorente og Dani Ceballos, smager det lidt af stædighed, og det har vist sig at være nærmest umuligt at vinde en plads på holdet for spillere, der er udenfor. Det samme med James Rodríguez.

Én konklusion må være, at det ikke er den ene part, der er skyld i dette. Begge parter kunne have håndteret sagen bedre. Bale og hans agent har vidst i månedsvis, at der ikke var en fremtid i Real Madrid, og alligevel skaber de sig som om det kommer som et stort chok, når Zidane giver udtryk for det.

Jonathan Barnetts åndssvage udtalelser
På samme tid er Bale gennem længere tid blevet kørt længere og længere væk fra holdet, senest da han slet ikke kom på banen i sidste sæsons sidste hjemmekamp.

Jonathan Barnett, Bales agent, udtalte søndag:

- Zidane er en skændsel, han har ingen respekt over for en spiller, som har gjort så meget for Real Madrid. Hvis Gareth Bale rejser, så er det fordi han selv ønsker det, ikke fordi Zidane eller Real Madrid presser ham til det. Han er fortsat en af de bedste spillere i verden og hans fremtid vil fortsat være i en stor klub.

Søndag markerede i den grad “the point of no return” for Bale i Real Madrid. Det virker som om, at Jonathan Barnett ønskede netop dette scenarie. På De Britiske Øer bliver Bale fremstillet som det helt store offer i sagen, med Zidane som superskurken. Det er godt nok ikke overraskende med arrogant uvidenhed fra England, men ikke desto mindre må det påtales.

Hvad så nu?
Jeg kan kun give Barnett ret i én ting. Gareth Bale har nemlig gjort meget for Real Madrid. Han sendte Marc Bartra ud efter pølser og øl i Copa del Rey-finalen i 2014, han scorede i Champions League-finalen mod Atlético i 2014, han har scoret over 100 mål for Real Madrid og så scorede han de to mål der sikrede klubben sejren over Liverpool i 2018.

Det er en stor spiller i Real Madrids historie vi nu, forhåbentligt, siger farvel til. Og det bliver vi nødt til - at sige farvel. Zinedine Zidane sagde det bedst:

- Det ville være bedst for alle parter, hvis han blev solgt i morgen.

Farvel, Gareth Bale, og tak for alt. Helt oprigtigt. Og alt det bedste fremover.

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.