Enig spansk presse: Bale vil væk i januar

Gareth Bale endte alligevel med at tage en overnatning i London og i dag returnerer han til den spanske hovedstad og overskrifterne i de to madrilenske sportsaviser, Marca og AS, som begge på deres forsider slår fast, at waliseren er væk i løbet af januar måned.

Exit-ønsket skal også være grunden til, at Gareth Bale i går – med Real Madrids accept – tog til London for at mødes med sin agent, Jonathan Barnett, og ifølge de spanske medier er det igen kinesiske Shanghai Shenhua, som spøger. Det gjorde de også i løbet af sommeren, hvor Real Madrid forlangte for meget i forhold til, at den kinesiske klub skal betale et tilsvarende beløb til regeringen i bestræbelserne på at beskytte landets egne talenter mod, at der bare bliver indkøbt udenlandske stjerner.

Aftalen mellem Shanghai Shenhua og Gareth Bale var dog, at man ville genoptage forhandlingerne igen i januar, hvis der var gensidig interesse og det er der i høj grad. Waliseren er nemlig vred på Zinedine Zidane over, at han blev udeladt til CL-kampen mod Club Brügge og han opfatter det som en straffe-aktion frem for et forsøg på at skåne hans bentøj mod for mange kampe.

Ifølge Nano Rivas, som var assistent for Quique Sánchez-Flores i Shanghai Shenhua i juli måned, hvor kineserne viste interesse, har man siden arbejdet intenst i klubben på at få handlen til at blive en realitet og man har på nuværende tidspunkt økonomi til at gennemføre handlen.

For Real Madrids vedkommende kan det være en acceptabel mulighed, idet man traditionelt aldrig holder på spillere, som vil væk og samtidig får man frigivet en plads i truppen og frigivet masser af lønkroner.

Seneste artikler...

Annonce