Mysteriet med Toni Kroos

Det kom som en overraskelse, at Kroos ikke var en del af Zidanes startopstilling i onsdagens kamp mod Manchester City. Zidane kaldte det en ’teknisk beslutning’, men Kroos’ fravær var alligevel bemærkelsesværdigt, eftersom tyskeren kun har misset én kamp i Champions League i sæsonen, hvilket var den pointmæssigt ligegyldige kamp mod Club Brugge i sidste runde i gruppespillet.

Sidste gang at Kroos missede en så betydningsfuld kamp var tilbage i marts 2018. Dengang spillede Real Madrid mod PSG, hvor Casemiro og Kovacic spillede på den centrale midtbane med Vázquez og Asensio på hver sin kant.

Ud over at Kroos ikke startede inde i onsdags, blev tyskeren heller ikke bragt på banen i løbet af kampen, hvilket er på trods af, at Real Madrid mistede kontrollen mod slutningen. En af Kroos’ kompetencer er netop at kontrollere og tage temperaturen på holdets kampe, men alligevel synes tyskeren ikke at være urørlig. Han sad også på bænken i 90 minutter, da holdet på udebane slog Osasuna med 4-1.

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Kroos ville blive vraget til en stor kamp, da tyskeren har gang i en stærk sæson. Blandt andet havde han en stor rolle at spille i sejren i den spanske Super Cup, og han har også vist sig mere målfarlig end tidligere. Tyskeren har scoret fem gange i sæsonen, og i alt har han sparket på mål 21 gange. Dét antal skud har han kun nået én gang før, nemlig i 2016-17-sæsonen, hvor Real Madrid både vandt La Liga og Champions League.

Ud af de sidste seks kampe har Kroos tilbragt to og en halv kamp på bænken, men på den positive side er han veludhvilet til søndagens El Clásico.

Seneste artikler...

Annonce