Ekstraordinært: CAS behandler Neymar-karantæne i dag

Det havde de ikke regnet med i Barcelona. At CAS ville mødes ekstraordinært i dag for at behandle Neymars karantænesag.

Barcelona havde ellers bevidst lagt en strategi for at få den brasilianske angriber med til morgendagens kamp og den var såmænd snedig nok. Neymar blev udvist i kampen mod Málaga, hvor han fik en spilledags karantæne for sit dobbelte gule kort og efterfølgende yderligere to spilledages karantæne for sit verbale angreb på kampens fjerdedommer på vej ud af banen.

Barcelona ankede straks, men fik afslag i det spanske fodboldforbund, hvorefter man så har 15 dage til at indbringe sagen for CAS og her har man ventet lige til det sidste for at omgås reglerne. Neymar afsonede sin første karantænedag i sidste weekend mod Real Sociedad og i går mødtes CAS-medlemmerne kl. 15.00 for at behandle de indkomne klager, men man kunne konstatere, at der ikke var kommet noget fra Barcelona.

Den kom først efter mødets afslutning kl. 16.00 og dermed havde man i Barcelona en forventning om, at Neymars karantæne ville blive sat i bero, fordi CAS-medlemmerne som udgangspunkt mødes igen i næste uge og kotymen er derfor, at man lader tvivlen komme spilleren til gode og dermed sætter karantænen i bero.

Men i CAS vil man tilsyneladende ikke finde sig i at blive trukket rundt i manegen på den måde og man har helt ekstraordinært besluttet at mødes i dag for at behandle Neymars sag og der er derfor en afgørelse inden kampen spilles i morgen aften.

Det forventes, at CAS maksimalt nedsætter karantænestraffen med en dag og derfor vil han under alle omstændigheder være ude af morgendagens opgør.

Seneste artikler...

Annonce