Navas dedikerede mesterskab til kræftsyge børn

Som resten af Real Madrids spillere og trænere var Keylor Navas naturligvis en glad mand, da han mødte pressen efter sejren over Malaga på La Rosaleda søndag aften.

Men Navas havde dog en overraskelse med, da han tronede frem foran de rullende kameraer. I omklædningsrummet havde målmanden nemlig klippet sig skallet og det var der en ganske særlig grund til: ”Jeg lovede Gud, at hvis vi vandt ligaen, ville jeg dedikere den til alle børn der kæmper mod kræft rundt om på hospitalerne. Og her er jeg, skallet, i en hyldest til dem”, fortalte en tydelig stolt costaricansk målmand.

Keylor Navas fik også gjort det klart, at han ikke har tænkt sig at opgive kampen om førstemålmandsposten så let: ”Jeg har stadig tre år tilbage af min kontrakt og jeg har ikke i sinde at forlade Madrid. Jeg vil blive og kæmpe”, slog Navas fast.

Til sidst slog Navas fast, at han har haft en ganske særlig hjælper med i sæsonens kampe: ”Inden hver kamp beder jeg til Gud om hjælp til at spille en stor kamp. Det her er en stor og vigtig titel for mig og for hele landet og jeg takker alle der har været med på vejen”, sluttede den costaricanske landsholdsmålmand.

Seneste artikler...