Best football fan page awards – Winners

Madridista.dk-duellen skudt i gang

duellen

Madridista.dk-duellen er et tiltag, hvor to redaktionsmedlemmer præsenterer modstridende synspunkter 

Som et nyt tiltag præsenterer vi Madridista.dk-duellen, hvor to fra redaktionen hver især argumenterer for og i mod aktuelle temaer vedrørende Kongeklubben. Idéen er, at modstridende overbevisninger bringes frem gennem de to debattørers svar på en række spørgsmål, der synes særligt interessante. Disse stillet af et tredje redaktionsmedlem.

Vi har i denne omgang selv fundet frem til et vigtigt diskussionsemne, men i fremtiden håber vi meget, at I vil bistå os med forslag til emner, der kunne være interessante at debattere.

Og særligt interessant må den øjeblikkelige saga med verdens bedste fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, siges at være, og den danner således rammen for den første madridista.dk-duel. Hvor vigtig er han egentlig for Real Madrid og det fremtidige projekt? Hvor stor en katastrofe ville det være hvis han søgte nye græsgange? Hvor ville han i givet fald ligge på en all-time-greatest list i Real Madrid? Alt dette og mere diskuterer de to debutanter, Jesper og Christian fra redaktionen i denne første duel.

Hvor vigtig er Ronaldo for fremtidens projekt i Real Madrid?

Jesper:
Han er ekstremt vigtig. Ikke blot via præstationerne på banen og på træningsanlægget, men Real Madrid er nødt til at have en spiller, som kan måle sig med Lionel Messi. En spiller, som år efter år er kandidat til guldbolden og som har så stor indvirkning på omgivelserne. Hazard, Dybala, Lewandowski, Neymar......... det er gode spillere, men de er ikke i nærheden af Cristiano Ronaldo og Lionel Messi. Og portugiseren vil efterlade et gevaldigt tomrum på holdet, som vil være nærmest umuligt at udfylde.

Christian:
Han har været uvurderlig i opstarten af dette projekt, men efterhånden som en række kræfter står klar til at tage over, så er han erstattelig for fremtiden. Jeg vil allerede nu gerne understrege, at jeg helst ser Cristiano blive, men i sidste ende mener jeg han kan erstattes. Mange af de unge har allerede lært meget af ham og spillemæssigt kan det givetvis sætte en del spillere fri, at langt størstedelen af alle angreb ikke skal afsluttes af samme mand.

Real Madrid er på vej ind i en æra: kan opgaven (trofæerne) løftes uden Ronaldo, når Barcelona ser ud til at forstærke sig?

Jesper:
Ingen er større end Real Madrid og der var et Real Madrid før Cristiano Ronaldo og der vil være et Real Madrid efter Cristiano Ronaldo, MEN.....Et farvel til Cristiano Ronaldo vil sætte projektet tilbage og tvinge Zinedine Zidane til at finde løsninger, som man ikke bare lige kan købe sig til. Cristiano Ronaldo er en absolut nøglefigur, på og uden for banen og derfor vil æraen blive rystet i sin grundvold, hvis han ikke længere skal være med.

Christian:
Med eller uden Cristiano, så har Real Madrid i min optik verdens stærkeste og mest lovende trup. Nuvel, der skal hentes en verdensstjerne ind, såfremt portugiseren smutter, men som nævnt vil andre også få mere plads, hvis han er væk. Jeg tror på at folk som Isco, Kroos, Asensio og måske endda Bale tilbage på sin favoritposition blot er nogle af de spillere som vi vil bede om endnu mere af, men som også alle vil yde lidt mere. Barcelona er fine, men de står til næste sæson med samme spørgsmålstegn som i denne.

Bærer Ronaldo holdet på sine skuldre (fx årets knockout-fase i CL), eller kan han erstattes så længe holdet spiller godt? Hvis ja, hvem?

Jesper:
Havde Real Madrid vundet CL for andet år i træk, hvis ikke det havde været for Cristiano Ronaldo? Nej, ikke efter min mening. Når man laver fem mål mod Bayern München, 3 mål mod Atlético Madrid og to mål mod Juventus, så er man i en liga, hvor INGEN andre kan være med. Ingen spiller kan erstatte Cristiano Ronaldo, det er man nødt til at erkende med sig selv. Men Real Madrid bliver naturligvis ikke nedrykningskandidat i La Liga og ”Manchester City” i Champions League ved at spille uden portugiseren, men problemet er, at holdet ikke ligger inde med hans mål i de andre spillere. Benzema er nærmest kun god på grund af Cristiano Ronaldo, mens Bale jo ikke er typen, som man kan regne med over en længere periode. Derfor skal man ud og hente spillere og jeg tror ikke, at man uden videre kan hente Dybala, Hazard, Lewandowski eller Neymar, hvor man så i øvrigt kun vil være nået en del af vejen.

Christian:
Ja, Cristiano har båret Real Madrid på sine skuldre i de seneste mange år. Det kan og skal ikke negligeres. 10 mål i knock-out-spillet i CL og 14 mål i sæsonens sidste 9 kampe. Den betydning kan ikke undervurderes. Derfor vil det også være et set-back, hvis CR7 forlader Real Madrid, men set over hele sæsonen har han også haft længere stræk, hvor han ikke har været på det niveau. Tiden arbejder ikke for Cristiano og selvom han fortsat vil være blandt verdens bedste i de kommende sæsoner, så vil perioderne uden mål og indflydelse stille og roligt blive længere, mens der vil være færre perioder som afslutningen på sæsonen. Tilmed kan undertegnede ikke lade være at mindes afslutningen på Galactico-tiden og Raúl mod slutningen af sin Madrid-tid, som skrækeksempler på, hvordan det kan gå, hvis stjerner som er selvskrevet til startopstillingen bliver i klubben lidt for længe. Selvom det er et år eller to for tidligt at Cristiano smutter, så er det givetvis bedst på den lange bane, at man får noget i kassen og kommer videre, mens resten af truppen er i den stand, som den er nu.

Situationen minder om den, der udfoldede sig i 2012, hvor Ronaldo også var utilfreds med tilværelsen. Hvor meget værre står det til denne gang? Endnu en and, eller bør man forberede sig på et Real Madrid uden Ronaldo?

Jesper:
Jeg tror, at det er en and i den forstand, at Cristiano Ronaldo nok skal være i Real Madrid i den kommende sæson også. Der er kun en klub i Europa, som kan give Cristiano Ronaldo det samme og det er Bayern München. Alle andre steder vil han være nødt til at gå på kompromis med sin ustyrlige lyst til titler, både personlige og klubmæssige. Paris SG og Manchester United er lysår efter en CL-titel, også selv om de får portugiseren i truppen. Jeg tror, at det handler om, at Cristiano Ronaldo gerne vil have en anerkendelse fra klubben for nærmest på egen hånd at have ført Real Madrid til CL-titlen og han kan se sin kollega, Lionel Messi, få en ny forbedret kontrakt, hver eneste gang argentineren ønsker det. Real Madrid er naturligvis for stor en klub til at tillade den slags, også selv om Cristiano Ronaldo er verdens bedste spiller. Men her kan man godt give ham en erkendtlighed, som måske ikke engang handler om økonomi, men en offentlig tilkendegivelse af, at han er bannerfører for projektet. Og så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om der også er lidt iscenesættelse i hele historien, for at få flyttet fokus væk fra skattesagen. I hvert fald er den ikke i fokus i Spanien lige nu.

Christian:
Det er ingen and - og det var det heller ikke dengang. Tingene er ikke sort-hvid. Cristiano ville væk, men man fik ham overtalt, nøjagtig som det kan ske på det almindelige arbejdsmarked. Det er mennesker ikke maskiner. Tingene kan ændre sig og gjorde det i 2012, fordi Florentino Perez viste portugiseren fuld tillid. Det samme kan ske igen. En mulighed er, at Cristiano og Jorge Mendes har lækket disse holdninger til medierne for at få fokus væk fra skattesagen, samt måske endda for at presse den spanske stat, så han også viser, at han kan presse den anden vej og vise sin utilfredshed. Så tingene kan ordnes, men det bliver ikke let, for sådan en beslutning og måden den er kørt gennem medierne, så kan alt ske. Særligt, hvis United eller en anden klub igen vil gøre ham til verdens dyreste. Jeg er 50/50 på om han er i Madrid d. 1/9 - faxmaskinen kan jo gå i stykker ;-)

Hvis Ronaldo skulle forlade Real Madrid; hvor ligger han på din all-time-greatest liste i Kongeklubben?

Jesper:
Der er ingen tvivl om, at Cristiano Ronaldo kommer til at rangere rigtig højt på listen, fordi hans præstationer bare har været i en klasse for sig. I den slags rangeringer kommer hjertet altid i slåskamp med hovedet, for en spiller som Guti dukker altid frem på min nethinde, når jeg skal tænke over de spillere, som har bevæget mig. Det samme gør Redondo og Ronaldo Nazario. Betydningsmæssigt skal Cristiano Ronaldo dog konkurrere med spillere som Alfredo di Stéfano og Raúl, som hver på deres måde fik en epoke i Real Madrid og det samme har Cristiano Ronaldo fået.

Christian:
Mest scorende - men for mig er han bare ikke helt på toppen. Jeg ser det lidt som om Di Stefano definerede og satte Real Madrid på verdenskortet. Raúl er med 6 mesterskaber og 3 CL-titler, samt sin betydning over en lang årrække en åbenlys 2'er. Men han må omvendt nødvendigvis rangere over resten af de offensive profiler Real Madrid ellers har haft, selvom der er mange, alene grundet hans latterligt mange mål og måde han har ført Real Madrid frem.

Hvilke spillere fra den nuværende trup ville blomstre, hvis Ronaldo forlader Real Madrid?

Jesper:
Offensivt vil det tvinge Zinedine Zidane til at tænke anderledes og det oplagte svar er Marco Asensio, som besidder rigtig mange kvaliteter, som vi kommer til at nyde godt af i de kommende år, men det mener jeg sagtens at vi kan få glæde af med portugiseren på holdet også.

Christian:
Det tror jeg mange vil. Man vil selvfølgelig lige skulle omstille sig - både taktisk og mentalt, men jeg tror at en spiller som Kroos vil blive endnu mere toneangivende end tilfældet er i dag. Asensio og Isco er også profiler som kan vokse yderligere, mens det vil være spændende om Bale kan holde sig skadesfri og måske endelig få en fast og toneangivende position på holdet. Reelt kunne det også være spændende med James i en central rolle, hvor boldene blev spillet efter ham, men det virker til at colombianeren stort set er ude af klubben.

På en skala fra 1-10; hvor stor en katastrofe er det, hvis Ronaldo smutter?

Jesper:
Vi er på 8-9 stykker. Der er et lighedstegn mellem Real Madrid og Cristiano Ronaldo i disse år, som både gælder på og uden for banen. Det betyder uendeligt meget for klubbens selvforståelse at have portugiseren, når ærkerivalerne Barcelona samtidig har Lionel Messi, så et farvel til portugiseren betyder også langt mere end bare spillet på banen og det er der vist alt for få, som har med i tankerne. Omvendt er der også en smuk tradition i Real Madrid for, at hvis det er en spillers uigenkaldelige og udtrykte ønske at komme væk, så står man heller ikke i vejen for et skifte og her skal Real Madrid naturligvis finde sin grænse for, hvor længe man kan og vil forsøge at overtale Cristiano Ronaldo til at blive. Klubben er trods alt for stor til at man bare kan lægge sig fladt ned på ryggen og logre med halen, som man ser det i Barcelona, når Lionel Messi kommer og kræver lønforhøjelse. Men Cristiano Ronaldo er i en liga, hvor han kan tillade sig at kræve lidt mere end andre spillere i truppen.

Christian:

I min optik bevæger vi os omkring 6-8, så jeg ender med en 7'er. Det er ikke godt og selvfølgelig et tilbageslag, men jeg mener fortsat at Real Madrid fra 1-22 vil have verdens stærkeste trup. Men man ved hvad man har og ikke hvad man får, så det er selvfølgelig ikke sikkert at jeg spår rigtigt.

aesportslounge
Mødestedet i København for Madridistas!

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.