El Juans hjørne: Adiós, Álvaro


Det lå mere og mere i kortene, at Álvaro Morata (igen) skulle forlade Real Madrid. Og onsdag aften blev det så officielt. Den 24-årige spanske landsholdsangriber skifter til Chelsea, hvor han kommer under vingerne på den italienske mestertræner, Antonio Conte.

Det er som bekendt anden gang Morata forlader Real Madrid. I 2014 skiftede han til Juventus. Det var spanierens første afstikker væk fra Real Madrid. Morata opnåede to sæsoner hos “Den Gamle Dame” fra Torino, hvor han på tværs af alle turneringer spillede 93 kampe og scorede 27 mål. Herefter aktiverede Real Madrid den tilbagekøbsklausul de havde sikret sig på spilleren, så Morata vendte “hjem” til 2016/17-sæsonen – den netop overståede sæson – hvor det blev til spilletid i 43 kampe i alle turneringer med 20 mål til følge. Nu forlader angriberen så igen Real Madrid. Og denne gang bliver det formentlig ikke for at vende tilbage til den spanske hovedstad. Jeg tør godt sige, at hans tid i Real Madrid er endegyldigt ovre.

For blot få uger siden tegnede alt ellers til, at Morata var på vej til det nordvestlige England og ikke London. Medierne skrev op og ned om, at han var på vej til Manchester United. Det skifte faldt dog til jorden da Manchester-klubben i stedet valgte at hente den belgiske angriber, Romelu Lukaku. Herefter lignede det for en stund, at Morata måske alligevel ville blive i Madrid, om end han fortsat blev sat i forbindelse med både Chelsea og AC Milan. Det var dog svært at forestille sig andet, end at han ville forlade Real Madrid. Sådan skulle det også ende. Conte fik sin angriber. Netop som den italienske træner selv havde skrevet under på en ny og forbedret kontrakt med Chelsea. Formentlig med visheden om, at han endelig ville få opfyldt et af sine helt store transferønsker.

Selv er jeg ikke i tvivl om, at dette skifte er den bedste løsning for alle parter. Morata, Chelsea og Premier League virker alt i alt som et godt match. Desværre kunne det ikke blive til mere for ham i Real Madrid, men jeg synes alligevel, at han har fået det maksimale ud af sin tid i Madrid, i hvert fald taget omstændighederne i betragtning. Det var svært at se ham fortsætte i klubben, eftersom han stod bag både Cristiano Ronaldo, Karim Benzema og Gareth Bale i køen til fast spilletid. End ikke Bales skade og Benzemas formdyk bragte ham nærmere en fast plads i startopstillingen. Det var i bund og grund “tough luck” for Morata, at han var i klubben på samme tid som de tre. Havde det ikke været tilfældet, så kunne det måske være blevet til mere for spanieren.

Morata er en god knægt og han havde bestemt sin andel i klubbens sportslige succes i den netop overståede sæson, selv om det primært var i en rolle som indskifter. Men den bedste løsning var uden tvivl et salg af angriberen. Så længe han stod bag BBC i køen var der ikke de store fremtidsperspektiver i det for ham i Real Madrid. Han skulle videre i karrieren. Og det er han nu kommet. Han havde aftjent sin værnepligt hos Real Madrid og i øvrigt gjort det yderst hæderligt. Nu er han skiftet til en klub hvor træneren tror på ham og kan tilbyde ham fast spilletid, hvilket er ham vel undt.

Til Morata, som alt andet end lige har leveret en hæderlig indsats i Real Madrid, skal der lyde et stort held og lykke fremover med karrieren. Til hans nu forhenværende arbejdsgiver, Real Madrid, skal der lyde et, “Hvad så nu?” Real Madrid tjener angiveligt i omegnen af €80 mio. på salget af Morata, hvilket gør angriberen til den dyreste spanier i historien og det er samtidig det største salg i Real Madrids historie. Spørgsmålet er så nu, om Real Madrid skal bruge de €80 mio. på at investere i en afløser for Morata, eller er det ikke nødvendigt?

Jeg er stadig af den klare holdning, at Real Madrid bør hente Kylian Mbappé. Den 18-årige franskmand må og skal for alt i verden sikres. Og om end de €80 mio. nok ikke helt rækker til et køb af den unge angriber, så hjælper det godt på vej. Det er i øvrigt som om, at al snak om Mbappé stort set forstummede efter Lukakus skifte til Manchester United. Lur mig om det ikke blusser op igen nu ovenpå Moratas skifte. Og lur mig om ikke Real Madrid står klar med et bud. Paris Saint-Germain ser endvidere ud til at have droppet deres interesse i franskmanden. Den er i hvert fald kølnet gevaldigt på det seneste.

Om Mbappé hentes allerede denne sommer, for enten at blive en del af truppen som Moratas direkte afløser, eller for at blive sendt tilbage til AS Monaco på en lejeaftale for den kommende sæson, er sådan set underordnet. Om Real Madrid, AS Monaco og spilleren selv så laver en gentleman-aftale der hedder sig, at han først skifter til næste sommer… Det er sådan set også underordnet. Han skal bare hentes ind. Færdig arbejde. Med andre ord mener jeg så altså også, at man ikke nødvendigvis behøver at hente en direkte erstatning ind for Morata her og nu, om end det heller ikke vil skade. Det vil ikke gøre noget, hvis Mbappé kommer til nu og kommer til at stå lidt i skyggen af BBC i sin første sæson, for han skal alligevel bruge den første sæson i klubben på at vænne sig til sin nye tilværelse og de nye omgivelser.

En direkte afløser for Morata er altså ikke et must i min optik (om end et køb af Mbappé er et must, men de to ting hænger ikke nødvendigvis sammen). Slet ikke nu hvor Ceballos også er blevet præsenteret og har fået et rygnummer til den kommende sæson, hvorfor det tyder på at han er kommet for at blive. Der er dog stadig spørgsmålstegn ved et par andre spillere, navnligt Marcos Llorente, Borja Mayoral (ingen af de to har fået tildelt et rygnummer endnu) og Lucas Vázquez. Llorente og Mayorals fremtid synes ikke at være afklaret endnu. Men hvorfor bringer jeg så også Lucas Vázquez op? Ganske enkelt fordi jeg mener, at klubben nu også kraftigt bør overveje et salg af ham. Skulle det ske, eller skulle en spiller som Llorente blive lejet ud, så mener jeg der bør tilføjes endnu en spiller til truppen. Så ser jeg gerne, at et køb af Mbappé sker denne sommer og han bliver en del af truppen til den kommende sæson.

Under alle omstændigheder ser jeg efterhånden Lucas som den store taber i dette spil. Jeg synes det lugter af, at Zidane permanent går væk fra 4-3-3-opstillingen og over i noget der ligner en 4-3-2-1: Navas/Casilla; Carvajal/Danilo, Varane/Nacho, Ramos/Vallejo, Marcelo/Theo; Casemiro/Llorente, Modric/Kovacic, Kroos/Ceballos; Bale/Isco, Ronaldo/Asensio; Benzema/Mbappé. Eller en 4-3-1-2 (4-1-2-1-2): Navas/Casilla; Carvajal/Danilo, Varane/Nacho, Ramos/Vallejo, Marcelo/Theo; Casemiro/Llorente, Modric/Kovacic, Kroos/Ceballos; Isco/Asensio; Bale/Benzema, Ronaldo/Mbappé.

I begge scenarier kommer Lucas til at stå som 23.-24. mand i truppen, sammen med tredjemålmanden. Det der så kan spille til Lucas’ fordel er hans alsidighed, hvor han i tilfælde af et Danilo-salg kan bruges alternativt som højreback. Og han kan vel egentlig ret beset også spille angriber i en 4-3-1-2 (4-1-2-1-2 med en smal diamant), såvel som han kan spille højre wingback. Det bliver på yderste mandat, uanset hvad.

Hvis vi skal vende tilbage til og forholde os til realiteterne her og nu, så er Morata væk og nu vil kun tiden vise, om Real Madrid henter en erstatning for ham eller ej og hvordan resten af transfervinduet ellers forløber sig for Real Madrids vedkommende.

Seneste artikler...

Annonce