Spillerpræsentation: Dani Ceballos

Hvem er Real Madrids nye midtbanespiller, Dani Ceballos?

Dani Ceballos stod for første gang ansigt til ansigt med den store vide verden d. 7. august 1996. Således blev Real Madrids nytilkomne midtbanespiller født i den lille andalusiske by Utrera, der er at finde i den sevillianske provins. Derfor forekom det nødvendigvis også Ceballos naturligt at skrive sig ind i Sevillas ungdomsakademi i 2004 kun otte år gammel. Den store drøm om at bryde igennem i Andalusiens største fodboldklub Sevilla forblev dog en drøm for den håbefulde midtbanespiller. Således valgte sevillianerne i 2009 at ophæve Ceballos' kontrakt, da spanieren døjede med kronisk bronkitis.

Det var unægtelig et brud, der ikke faldt i Ceballos' smag, hvorfor midtbanespilleren fordøjede sin til dato største fodboldskuffelse i hjembyens fodboldklub, Utrera. Her spillede Ceballos i to sæsoner inden eventyret fortsatte hos Sevillas ærkerivaler, Betis. 

15-årige Ceballos skiftede til Betis i 2011, skrev sin første professionelle kontrakt med den traditionsrige sevillianske klub i februar 2014 og blot to måneder senere, uden at have fået spilletid på klubbens B-hold, fik Ceballos sin officielle debut, da han blev skiftet ind i en hjemmekamp mod Real Sociedad, som værterne dog tabte - Ceballos var senere til at sikre Betis oprykning til den bedste spanske række, hvor han blandt andet udmærkede sig med en vigtig scoring i mesterskabskampen mod Racing Santander, der senere på året blev honoreret med en kontrakt frem til 2020. Midtbanespilleren nåede at spille 98 kampe for Betis' førstehold samt fire kampe for B-holdet.

Dani Ceballos’ spillestil; de væsentligste karaktertræk

Dani Ceballos er først og fremmest en alsidig midtbanespiller, der mestre de fleste positioner på midtbanen, og han har i et interview med AS tilbage i marts beskrevet sin spillestil i lighed med Modric', og det er nok ikke helt skudt ved siden af, da Ceballos i lighed med Modric besidder et godt visionært blik for spillet, hvorfor han er god til at orkestrere spillet på grønsværen.

I lighed med Real Madrids to nuværende 8'ere rammer Ceballos også nogle ekstraordinære afleveringsprocenter. Under u/21-EM klokkede midtbanespilleren 240 afleveringer ind af 275 mulige, hvilket er en afleveringsprocent på flotte 87%, hvorfor det er nemt at drage en konklusion om, at han kommer til at passe perfekt ind i Real Madrids opbyggende spil. 

Santiago Bernabéu kommer til at elske Ceballos. Den teknisk dygtige spanier elsker nemlig at lege med bolden, hvorfor han da også er en af La Liga bedste driblere. Således lykkedes midtbanespilleren med 80 driblinger i sidste sæson, hvilket var fjerde flest. Endvidere ynder han også at kigge efter huller mellem sin direkte oppassers ben. 

Endvidere er Ceballos ekstremt rolig på bolden, dedikeret og hårdtarbejdende offensivt som defensivt - spanieren vandt efter Victors tiltrædelse som Betis-træner i gennemsnit ti bolde pr. kamp. Det er uhyggeligt godt for en midtbanespiller, der ligeledes besidder så mange offensive kvaliteter. 

Dani Ceballos er meget ung, så det er svært at pege på i hvilken retning midtbanespillerens udvikling tager, men han har hele pakken til at udvikle sig som den perfekte to-vejs-spiller eller en fremragende 10'er. Det er egentlig op til Ceballos selv.

Betis; den naturlige mellemstation

Dani Ceballos har alle dage været bestemt til noget mere end de beskedne, men flotte rammer, i Betis. Ja, det er vel ikke helt skævt at postulere, at Betis blot var en mellemstation for Ceballos' videre karriere. 

Dani Ceballos står formentlig ikke som en af La Ligas store åbenbaringer, men han har været en fremtrædende skikkelse, også i længere tid for Betis' mandskab. Foruden de flotte offensive statistikker, som ovenstående billede illustrerer, har Ceballos også en masse andre færdigheder, som han ligeledes bød ind med i sidste sæson.

Således snittede Ceballos 3,1 tacklinger pr. kamp, 1,9 interceptions pr. kamp, 0,4 clearinger pr. kamp og 0,1 blokeringer pr. kamp, hvilket kan matche de fleste 6'eres defensive statistikker. Og så snittede han en afleveringsprocent på 80,8% på 46,3 afleveringer pr. kamp. Det er ikke helt skidt. 

Dette, kulmineret med en flot u/21-slutrunde, var årsagen til, at Real Madrid valgte at hive tegnedrengen frem og belønne Ceballos med toppen af kransekagen. 

Real Madrid; toppen af kransekagen

Ja, Ceballos er på toppen af fodboldens bjerg. Det bliver ikke større end Real Madrid. Nu handler det for Ceballos om at lære og forstå mekanismerne i Real Madrid, herunder presset fra medierne, forventningerne fra fansene mm. Det bliver den store opgave. Fodboldfærdighederne har han som sagt. 

Men det bliver givetvis heller ikke et større problem. Ét er Ceballos' fine mentalitet, andet er, at han har to fremragende læremestre i Modric og Kroos, der også er ensbetydende med, at Ceballos bliver kørt stille og roligt i stilling til en større rolle i Real Madrid hen over de kommende sæsoner. Han er ingenlunde købt for at skulle spille fra dag ét. 

Og det er fornuftigt købmandskab fra Real Madrids side, for der er også masser af arbejde at se til for Ceballos i Real Madrid. Således har midtbanespilleren flere punkter, hvor han også kan forbedre sig ellers blændende spil. 

Ceballos skal eksempelvis arbejde på sine afslutninger, for hvor midtbanespilleren er fremragende til at skabe plads til sine medspillere og slå den afgørende aflevering, så er han ikke selv dygtig til at afslutte et angreb - et aspekt han selv sagt skal forbedre for at kunne begå sig på den største fodboldscene, men Real Madrid har rammerne til, at det sagtens kan lykkes på sigt for Ceballos.

Dani Ceballos’ internationale karriere

Lig mange af Real Madrids andre handler denne sommer, så har Dani Ceballos også sin landsholdsdebut til gode for det spanske A-landshold. På U-landsholdsniveau har Ceballos dog været en fremtrædende figur for såvel det spanske u/19-landshold som u/21-landsholdet. Den spanske midtbanespiller debuterede for det spanske u/19-landshold tilbage i 2014, med hvem han vandt u/19-EM året senere - det var Luis de la Fuente, der debuterede Ceballos på u/19-niveau, efter sin fremragende takter i Betis på daværende tidspunkt. Selv samme år, altså 2014, valgte den daværende, og nuværende, u/21-landsholdstræner Albert Celades at udtage Ceballos til det spanske u/21-landshold, hvor midtbanespilleren debuterede mod Norge i en u/21-landskamp som Spanien vandt 2-0, kun fire dage senere var han i startopstillingen. Ceballos' hidtil største merit på U-landsholdsniveau er imidlertid kåringen som turneringens bedste spiller ved u/21-EM, der blev afholdt tidligere på sommeren; titlen der endegyldigt overbeviste Real Madrid!

På u/19-niveau har Ceballos spillet 13 kampe uden scoringer og på u/21-niveau har midtbanespilleren ind til videre spillet 17 kampe og scoret to mål. 

Skribentens forventninger

Det er svært ikke at have store forventninger til Dani Ceballos. U/21-EMs bedste spiller er et vigtig fingerpeg om midtbanespillerens enorme potentiale, ligesom spanierens lille krise i ungdomsårene ligeledes vidner om en spiller med store mentale kvaliteter, som er et vigtigt element for at klare skærerne i verdens største fodboldklub. Nå, tilbage til kåringen som u/21-EMs bedste spiller, for hvorfor mener jeg, at det er indikation på Ceballos' uomtvistelige talent?

Jo, hvis man kigger lidt historiebøgerne er det spillere som Laurent Blanc, Davor Šuker, Luis Figo, Fabio Cannavaro, Andrea Pirlo, Petr Čech, Thiago og William Carvalho der tidligere har vundet den lidt undervurderede pris. Nuvel, der står også Roysten Drenthe, Marcus Berg og Klaas-Jan Huntelaar på denne hæder, men lad også hellere dvæle ved førstnævnte kategori af spillere!

Det kan meget vel være dette niveau Ceballos' fremtid byder på, om end det er svært at spå om. Faktum er imidlertid, at potentialet er til stede, og det er stort. Rigtig stort. 

Ceballos er den slags spiller, der kan spille en fremragende 10'er, en fremragende 8'er og lur mig om ikke, at han på sin sene fodbolddage også vil kunne spille en fremragende 6'er. Han har nogle helt exceptionelle tekniske færdigheder, ligesom han er driblestærk og pasningsstærk. Ja, Real Madrid har i sandhed erhvervet sig såvel Kroos' som Modric' naturlige arvtager - to spillere han i sin første tid i Real Madrid kommer til at stå i skyggen af, om end han nok skal få sine muligheder på grønsværen. Det er ikke utænkeligt, at Real Madrids centrale midtbane i fremtiden bliver en duo bestående af Ceballos og Kovacic.

Real Madrid har i hvert fald sikret fremtiden med denne handel. Det bliver et spændende kommende årti med Ceballos på holdkortet.

Seneste artikler...

Annonce