Perez om Figo-transferen: Vi rev hjertet ud af Barcelona

Florentino Perez kigger i et interview med FOX Sports tilbage på Figo-transferen, der var med til at revolutionere fodbolden, da handlen mellem Barcelona og Real Madrid markerede et vendepunkt i salgspriserne på fodboldmarkedet. 

- Det var ikke nemt at overbevise ham. Han var Barcelonas kaptajn. Det var som at rive hjertet ud af vores landsmænd og ingen klubber havde på daværende tidspunkt (i 2000, red.) brugt 60 millioner euro på én spiller, siger Florentino Perez ifølge FOX Sports.

Men hvordan lykkedes det så Real Madrids magtfulde præsident at overbevise Barcelonas daværende kaptajn, og verdens bedste fodboldspiller, om at skifte til Kongeklubben?

- Jeg fortalte ham, at vi ville bygge projektet op omkring ham. Vi hentede efterfølgende Zidane, Ronaldo og Beckham, der skabte fænomenet Galácticos, siger Real Madrid-præsidenten. 

Der løbet meget vand i åen siden de oprindelige Galácticos-dage i den spanske hovedstad, hvor indkøbspolitikken disse dage er en kende mere velovervejede, men Florentino Perez peger alligevel på fordelene ved at have verdens bedste spillere i Real Madrid. 

- De største spillere hjælper klubben med at vokse sportsligt og økonomisk, hvorfor vi også hentede spillere som Ronaldo, Kaká, Benzema og Bale. Vi er nu verdens bedste klub, en position jeg mener, at vi fortjener, slutter Perez ifølge Fox Sports.

Real Madrid har i Florentino Perez' anden præsidentperiode vundet intet mindre en 13 titler, her i blandt tre Champions League-trofæer og to spanske mesterskaber.

Seneste artikler...

Annonce