Oktober er Ronaldos måned

Efter en vellykket landskampspause, der bød på direkte kvalifikation til VM i Rusland, er Cristiano Ronaldo nu vendt hjem til hverdag i Madrid. En hverdag der først byder på et opgør i La Liga, mod den lokale lillebror fra Getafe. Det er en turnering der er startet historisk dårligt for Cristiano Ronaldo. For første gang, siden skiftet til Real Madrid, har Ronaldo spillet sine tre første ligakampe uden mål.


Denne dårlige stime skulle gerne slutte på i morgen, og her taler historien til Cristianos fordel. Oktober er nemlig Ronaldos måned, og har været det siden han for første gang trak i verdens smukkeste trøje, tilbage i 2009.


I oktober måned har han præsteret at score fire mål i én kamp mod Racing Santander, mens han ved fire lejligheder har scoret hattrick, og hele seks gange har han forladt banen med to mål i baggagen. Hans favoritmodstandere i oktober har været de følgende: Malaga, som han har scoret seks mål imod i oktober, Levante og Racing, med fire scoringer, mens han mod Barcelona, Sevilla, Alavés og Athletic Bilbao, har scoret tre gange i oktober måned.


Siden ankomsten til Madrid, har han scoret hele 36 mål i oktober, på 13 forskellige hold, og han havde sin bedste sæson i 10/11, hvor han scorede hele 10 mål i bare 4 kampe. Det nærmeste han er kommet dette, var i 14/15, hvor han scorede seks mål i tre kampe.


Denne oktober måned, gælder det kampe mod Getafe, Eibar og Girona, hvor han vil forsøge at udbygge sin imponerende statistik, og gøre en ende på måltørken i La Liga.

Seneste artikler...

Annonce