Kepa nævnes nu som muligt januar-indkøb

Kepa Arrizabalaga har fortsat ikke forlænget sin kontrakt med Ath. Bilbao og om 1½ måned er han fri til at forhandle med andre klubber.

 

Det har fået spansk presse til at spekulere i, at han allerede til januar kan skifte til Real Madrid, som længe har været meldt interesseret i det spanske målmandstalent. Ath. Bilbao øjner angiveligt en sidste mulighed for at få penge for Kepa og man skal være villige til at lade ham gå med det samme, hvis man kan få frikøbs-klausulen på 20 millioner € for ham.

 

Også Kepa kan være interesseret i et skifte, såfremt en ny aftale ikke underskrives, for han er et af de sikre kort i Julen Lopeteguis forventede trup til VM-slutrunden i Rusland, men hvis Ath. Bilbao vælger at bænke ham i første halvår af 2018, fordi han ikke forlænger kontrakten, kan denne plads naturligvis hurtigt smuldre mellem hænderne på ham.

 

Real Madrid menes også at stå klar til at overtage målmanden i januar måned, for man skal være lidt bekymrede over målmands-situationen efter en periode, hvor Keylor Navas har været ude med en skade og det efterlader klubben med kun 17-årige Moha som reserve for Kiko Casilla, fordi også Luca Zidane er ude i øjeblikket. Og så vurderes Kepa at være manden, som kan vogte målet for Real Madrid i de næste mange år.

 

 

Seneste artikler...

Annonce