Benzema fortsætter med at skrive historie

Karim Benzema fortsætter med at skrive sig ind i historiebøgerne i Champions League, turneringen hvor han har scoret 53 mål og på nuværende tidspunkt er den sjette mest scorende spiller i Champions Leagues historie.

Med sine to scoringer mod APOEL overgik han nemlig landsmanden Thierry Henry, og Benzema er nu den franskmand med flest fuldtræffere i Champions League regi. Benzemas 53 Champions League-mål fordeler sig mellem Lyon og Real Madrid, hvor han for barndomsklubben noterede sig for 12 mål og for kongeklubben er det indtil videre blevet til 41 af slagsen.

Næste stop på topscorerranglisten er Andriy Shevchenko, som med 59 mål sidder på 5. pladsen. Derefter er listen præget af tidligere Real Madrid-spillere, for på 4. pladsen finder man Ruud van Nistelrooy med 60* mål, 3. pladsen er indtaget af Raúl med 71 mål og hopper man forbi Messi på 2. pladsen med 97 mål finder man Cristiano Ronaldo som med sine to mål mod APOEL kom op på 114 Champions League mål.

Real Madrids angrebs-duo scorede hver to mål mod APOEL, og om kampen sagde Benzema: ”Vi scorede seks mål og holdt buret rent, og dette giver os selvtillid. Jeg er angriber og det er altid vigtigt at score, men jeg kan lave flere ting end at score. Hvis jeg kan hjælpe mine holdkammerater på banen med en aflevering eller bevægelse, så gør jeg det. I dag havde jeg heldet til at score to mål, og det er godt for mig og for holdet”.

Om tilværelsen i Madrid: ”Jeg arbejder altid for at hjælpe mine holdkammerater. Jeg ønsker at give mere, nogle gange går det godt, som i dag, og andre gange gør det ikke. At man pifter efter mig er en del af mit liv. Vi ændrer det med flere mål, assists og andet på banen. Jeg er meget glad i Madrid”. Tilføjede franskmanden, som udover at nå milepæle i Champions League, også nåede det i Real Madrids interne historie.

Med sine to scoringer mod cyprioterne overgik Benzema nemlig Paco Gento, legende og Real Madrids ærespræsident, og med 184 mål indtager franskmanden nu 7. pladsen på Real Madrids topscorerliste. Før tirsdagens opgør lå Gento og Benzema side om side med hver 182 mål.

Karim Benzemas 184 mål fordeler sig på fem turneringer:
La Liga:123
Champions League: 41
Copa del Rey: 15
VM for klubhold: 3
Spansk supercup: 2

Seneste artikler...