Bale: Det er altid dejligt at score

Bale scorede sejrsmålet mod Al-Jazira i semifinalen ved VM for klubhold.

Bale var selv sagt glad for at være tilbage på grønsværen i en betydningsfuld kamp for Real Madrid efter en svær periode for madrilenernes walisiske verdensstjerne:

- Det er fantastisk at score. Det vigtigste er, at vi er videre til finalen, men det er altid godt at have indflydelse på kampens resultat fra bænken, siger Bale og sætter lidt ord på sit skadesforløb:

- Jeg mangler stadig lidt procenter, men det er en proces, og jeg skal bare være tålmodig. Jeg har haft en del problemer, men jeg er fast besluttet på at arbejde hårdt såvel på som uden for banen, for at nå tilbage på det niveau, hvor jeg ønsker at være, siger waliseren ifølge Real Madrids officielle hjemmeside. 

Nacho var, ligesom Bale selv, glad for at se waliseren tilbage på holdet:

- Bale er en enestående spiller. Det er en skam, at han haft så mange skader denne sæson, men nu er han tilbage og han viste allerede i dag (i går, red.) med sin scoring, hvor vigtig han er for os. Gareth Bale i fulde omdrejninger er et godt nyt for Real Madrid, siger Nacho.

Bale får givetvis flere minutter i VM-finalen mod brasilianske Grêmio på lørdag, da Zidanes mål er at få ham i form til El Clásico lillejuleaften.

Seneste artikler...