Real Madrid sagsøger Correia de Manhã

Real Madrid har i dag besluttet at sagsøge den portugisiske avis, Correio da Manhã, for de uhyrlige beskyldninger, de bringer i dagens udgave.

Her skriver avisen, at det var Real Madrid som på det kraftigste anbefalede Cristiano Ronaldo at give Kathryn Mayorga en økonomisk kompensation for at lægge låg på en truende voldtægts-skandale, som man frygtede kunne ramme klubbens image voldsomt. Faktisk melder Correio da Manhã, at Real Madrid ikke bare anbefalede det, men ligefrem pressede på for at få lagt låg på sagen, som tog sin begyndelse i dagene efter portugiserens kontrakt-underskrivelse med klubben.

I dagens pressemeddelelse fra Real Madrid, afviser man pure at have kendt noget til sagen.

De seneste ugers skriverier om den påståede voldtægt har også bragt rygter om, at Florentino Pérez kendte til, at sagen ville blive rullet op igen via tyske Der Spiegel og at det skulle være grunden til, at man lynhurtigt forhandlede en aftale på plads med Juventus.

Seneste artikler...

Annonce