Avis: Pogba klar til at gå ned i løn for at skifte til Real Madrid

Der har været mange spekulationer om Paul Pogbas fremtid det seneste års tid. Således blev Manchester Uniteds franske verdensstjerne allerede rygtet til Real Madrid sidste sommer, da uenigheder med José Mourinho angiveligt fik ham til at overveje sin fremtid i engelsk fodbold - sidstnævnte endte imidlertid med at blive fyret inden udgangen af 2018.

Indenfor de sidste par måneder er rygterne om et potentielt skifte til Real Madrid igen blusset op, efter Los Blancos valgte at fyre Santiago Solari og genansætte Zinedine Zidane, der efter sigende har Pogba højt på sin personlige ønskeliste over spillere i sommerens transfervindue. 

Pogbas astronomiske hyre ser lige nu ud til at afholde Real Madrid fra at sende et bud til den røde bydel i Manchester, da man ingen intentioner har om at gøre franskmanden til den bedst betalte spiller i truppen.

Manchester-avisen, Manchester Evening News, erfarer imidlertid, at Pogba skulle være villig til at gå ned i løn for at gennemtrumfe sit drømmeskifte til Real Madrid denne sommer.

Ifølge engelske medier, kræver Manchester United svimlende 170 millioner euro for Pogba, og samme medier mener ligeledes at vide, at De Røde Djævle ikke er interesserede i at inkludere nogle spillere i handlen for at nedbringe prisen.

Der venter med andre en transfersaga af de helt store i sommerens transfervindue mellem Manchester United og Real Madrid - igen.

Seneste artikler...

Annonce