Grædende Navas: Det har været en fornøjelse

Det var et bevægende øjeblik, da Keylor Navas i går efter kampen sagde farvel til publikum på Estadio Santiago Bernabéu efter fem sæsoner, hvor han har været med til at vinde tre CL-titler i træk.

Mens de øvrige 10 spillere modtog en øresønderrivende pibekoncert, så var der stående ovationer og taktfaste råb ned mod El Tico, som er blevet umådeligt populær i løbet af sine fem sæsoner i klubben, men nu er det slut og nye eventyr venter costaricaneren.

Efter hyldesten på græstæppet blev det for meget for Navas, da han kom ned i omklædningsrummet og han brød grædende sammen, da han skulle takke sine holdkammerater for tiden i klubben. Han sagde følgende:

- Det har været en fornøjelse at spille sammen med jer. Jeg vil altid kunne sige, at jeg er Madridista og I har fået mig til at føle mig hjemme. Hala Madrid.

Hvad fremtiden bringer for Keylor Navas vides ikke, men der har været spekuleret i, at han igen skal prøve at afløse Iker Casillas ved et skifte til Porto, men under alle omstændigheder forventes det, at Real Madrid vil hjælpe ham godt på vej.

Seneste artikler...

Annonce