Kubo: Real Madrid var i Japan for at overbevise mig

Real Madrid har udlejet midtbanetalentet Take Kubo til Mallorca, og han er ved at udvikle sig til en vigtig spiller for Vicente Morenos mandskab. Han har fået spilletid i de sidste otte kampe i La Liga, hvoraf han fik fuld spilletid i fem. Kubo har i et interview for La Liga udtalt sig om sit ophold i Mallorca, returen til Spanien og træningen i Real Madrid.

Om at se La Liga i Japan og forskellene på fodbolden:
- Da jeg begyndte at se fodbold fra andre ligaer, startede jeg med at se den spanske liga. På det tidspunkt kunne jeg lide David Silva og David Villa, dengang Valencia var meget stærke. Da jeg var lille, så jeg ikke fodbold, fordi det ikke var særlig populært i Japan.
- Den spanske liga er meget mere direkte end den japanske liga. Der er mange flere kontraangreb i Spanien, og holdene lever af dem. Den japanske liga drager fordel af den spanske liga med ankomsten af store spillere som Iniesta, Villa og Samper. Det er virkelig godt for Japan, fordi så ser folk mere til begge ligaer.

Om Real Madrid:
- Jeg var virkelig spændt på at komme her, selvom jeg ikke vidste, hvad der skulle ske. Jeg tænkte, at jeg var heldig at have nået et professionelt niveau så tidligt, i en alder af 18 år. De (Real Madrid) kom endda til Japan for at snakke med mig om det sportslige projekt, som de havde planlagt for mig. Alt var op til mig, men jeg ved, at med tiden vil jeg få flere muligheder med Real Madrid. Jeg skal holde fast og blive ved med at vokse som spiller.

Om træningen med Real Madrid:
- For øjeblikket gør jeg, hvad jeg kan, både i træning og til kampe. Jeg kender nu til det højeste niveau af fodbold i verden, og det tjener som reference og er en måde, hvorpå jeg kan evaluere og se, om jeg kan nå det niveau en dag. Det har lært mig ting, som kan blive brugbart for mig i fremtiden.

Om at spille for Mallorca:
- Oprindeligt skulle jeg blive hos Castilla, men efter optaktssæsonen tænkte jeg, at jeg stadig kunne spille i af de øverste ligaer, og i sidste ende kom jeg til Mallorca.
- De gav mig meget mere opmærksomhed end andre klubber, og de fortalte mig, hvor godt de syntes om mig. Jeg vænner mig til det lidt efter lidt, selvom det var svært for mig at forstå normerne både på og uden for banen. De har spillet den samme slags fodbold i to år, og jeg var nybegynderen. Det tog mig et stykke tid, men jeg tilpasser mig med hjælp fra mine holdkammerater og trænerstaben. Jeg har taget det, som jeg skal gøre, til mig, og jeg forstår, hvad folk forventer af mig, som er altid at spille mit livs bedste kamp, og i offensiven skal jeg hjælpe med at score, lave assists eller skabe nøglesituationer – men også forsvare, jeg skal ikke glemme vores fundamentale koncepter.

Om at spille i Mallorcas 1-0-sejr over Real Madrid i oktober:
- Det var lidt underligt, fordi jeg havde deltaget i optaktssæsonen med dem, og da jeg blev skiftet ind hilste Vinícius på mig. Efterfølgende kom jeg ind i kampen, og da den var slut, var jeg meget glad ligesom resten af holdet.

Om sig selv som spillertype:
- Jeg synes, at min ideelle position er offensiv midtbanespiller, men jeg tilpasser mig den position, træneren beder mig om at spille. For tiden spiller jeg på fløjen, og det passer mig fint.
- Mit kendetegn er at modtage bolden mellem kæderne og begynde at drible derfra. Det er ikke fordi, det er en svaghed for mig at skulle score mål, men for at gøre det skal jeg være roligere i spillets sidste del. Men nu hvor jeg har scoret et mål, tror jeg, at jeg vil være roligere.
Kubo scorede i Mallorcas 3-1-sejr mod Villarreal i november. Han kommer formodentlig i kamp igen i morgen, når Mallorca kl. 12 tager imod Valencia.

Seneste artikler...

Annonce