Ancelotti: Vi vil kæmpe med om alle trofæer

ancelotti levante

Champions League-vinderne fra Real Madrid og Europa League-vinderne fra Eintracht Frankfurt spiller den 10. august europæisk Super Cup. Carlo Ancelotti har i den forbindelse udtalt sig til UEFA om den forestående opgave.

Her sagde han generelt om kampen:
- Vi har lidt flere ulemper end Eintracht, som starter deres sæson tidligere, men vi spiller for at vinde. Vi ser fremad, ikke tilbage. Sidste sæsons sejre bekræfter det, vi tror på, men vi skal fokusere på de kommende kampe. I den kommende sæson er der seks trofæer på spil, og vi vil kæmpe med om dem alle.

Om at være den første træner til at vinde Champions League fire gange og ligaen i de fem største europæiske ligaer:
- Det er jeg ekstremt stolt af. Det var en utrolig sæson for mig ligesom for Real Madrid. Naturligvis har det været enormt glædeligt for mig at komme tilbage til Real Madrid. Det er vigtigt for mig at fortsætte med at være træner for denne store klub og dette fantastiske hold.

Om spillernes motivation:
- Vi er klar. Holdet ser ud til at være i god form allerede. Den glæde og tilfredsstillelse, som du får efter sådanne sejre (sidste sæsons trofæer, red.), har det med at holde ved og få dig til at føle, at ingen nogensinde vil kunne tage din plads. Og det er en ret stærk motivation til at fortsætte med at vinde.

Om sidste sæsons Champions League-comebacks:
- Det er meget friskt i erindringen, og der var også en meget særlig kemi med fansene og stadionet. Alle de comebacks, vi lavede, blev skabt på vores stadion takket være det boost, vi modtog fra lægterne. Altid tro på det, giv aldrig op. Vi spillede imod meget stærke hold. Det var uundgåeligt, at vi kom til at lide.

Om forskellen mellem La Décima i 2014 og Champions League-triumfen i år:
- I 2014 var La Décima formentlig mere forudsigelig, fordi holdet havde været tæt på at opnå det mange gange allerede. Gareth Bale var lige kommet til, og vi var favoritter til at vinde titlen fra start. I år var vi alt andet end favoritter, men vi formåede stadig at vinde takket været sammenholdet og kvaliteten på dette hold. Jeg tror, at nøglefaktorerne var ydmygheden og erfaringen hos de ældre spillere, der blev komplementeret med energien og entusiasmen fra de yngre gutter.

Om ankomsten af Aurélien Tchouaméni og Antonio Rüdiger samt afskeden med diverse spillere denne sommer:
- Jeg mener, at vi har fået to spillere, som er blandt de bedste i verden på deres position. Først og fremmest forøger deres kvalitet holdets fysiske og tekniske niveau. Derefter skal de tilpasse sig truppen, og gruppen skal også tilpasse sig lidt til dem. Vi må ikke glemme, at de tre der smuttede, Marcelo, Isco og Bale, har skabt historie med denne klub i de senere år, så alle i Real Madrid er taknemmelige over for de spillere. Vi håber, at de nye kan gentage bedrifterne.

Seneste artikler...