Real Madrid tildelt 3.000 Super Cup-billetter

RealMadrid Logo

Det spanske fodboldforbund RFEF har i dag tildelt de fire spanske Super Cup-hold hver 3.000 billetter til den forestående turnering i Saudi Arabien.

I perioden 11.-15. januar deltager Real Madrid, Barcelona, Betis og Valencia i den spanske Super Cup og selv om 3.000 billetter ikke lyder af meget forventes det at være rigeligt, idet der ikke kalkuleres med stor rejseaktivitet for de fire holds respektive fans.

Størst virak er der dog om de fire holds præmiepenge, idet Real Madrid og Barcelona skummer fløden med hver 2,8 millioner € for anstrengelserne, mens Valencia modtager 1,7 millioner € og Betis må nøjes med 750.000 €, selv om man vandt Copa del Rey-finalen. De fire hold modtager herudover hver 300.000 € til rejseomkostninger.

Alle tre kampe (to semifinaler og en finale) spilles på King Fahd Stadium i Riad med plads til 60.000 tilskuere.

Real Madrid og Valencia mødes i den ene semifinale den 11. januar, mens Barcelona og Betis mødes dagen efter. Vinderne af de to semifinaler mødes i finalen den 15. januar.

 
 
 

Seneste artikler...

Annonce