Farmand Milinković-Savić: Min søn er ikke klar til Real Madrid

Ifølge farmand Savić er Real Madrid ikke det rigtige skridt for sønnike.... endnu.

Tidligere på måneden kunne det italienske medie Il Messaggero erfare, at Real Madrid havde meldt sig ind kampen om Sergej Milinković-Savić underskrift med et stort bud på Lazios serbiske midtbanespiller.

Nu siger farmand Savić imidlertid i et interview med italienske Tuttosport, at sønnike ikke er klar til et skifte til den madrilenske hovedstad.

- Et skifte til Spanien og Real Madrid? Det er ikke det rigtige lige nu. Muligvis om nogle år, når han er færdigudviklet som fodboldspiller, ligesom Zidane gjorde det. 

Nikola Milinković-Savić mener i stedet for, at Juventus vil egne sig bedre til sønnike på nuværende tidspunkt i karrieren.

- Juventus vil passe perfekt til ham, siger farmand Savić og uddyber sin påstand:

- Juventus er en stor klub med stolte traditioner, som har domineret den italienske fodboldscene de seneste år. Her kan han fortsætte sin udvikling ind til han har nået sit fulde potentiale. 

Udsigten til at spille sammen med profiler som Dybala og Costa er en chance, som Savić sr. mener sønnike skal gribe uden at blinke.

- Med topspillere som Paulo Dybala og Douglas Costa ved sin side kan Sergej vinde Scudettoen (Serie A, red.), den italienske pokalturnering og bidrage positivt til en potentiel Champions League-triumf. Videre er Turin også en dejlig by, hvor det er nemmere at bo end i Rom. Sergej er klar til dette skridt efter tre år i Roma, hvor han er blevet integreret i den italienske liga, ligesom han også har lært sproget.

Juventus er ikke kendt for at smide om sig med store millionbeløb, hvorfor det ingenlunde er sikkert, at Nikola Milinković-Savić får sin drøm om at se sin søn boltre sig i den italienske storklub opfyldt.

Seneste artikler...

Annonce