Cristiano Ronaldo - bedre end de andre!
Plads til begejstring! Sådan må det være, når man scorer fire gange i samme kamp.
End ikke meget omtalte Keylor Navas formåede at holde Real Madrids modstandere fra scoring, men alligevel hentede madrilenerne endnu en sejr, nummer tre i træk. Denne aften hjemme mod Elche, der blev sendt hjem til Alicante med et nederlag på 5-1.
Grundlæggende set spillede førnævnte costaricaner en ganske fin kamp, hvor han trods et indkasseret mål aldrig rigtigt blev sat på nogle store udfordringer. Men Real Madrid kom bagud i kampen, og det var faktisk næsten, men kun næsten, lige så irriterende som at være vidne til den spanske producents konstante forsøg på at skabe en fortælling om en sur Iker Casillas på bænken.
For uanset hvor gerne spanieren med knapperne ville det, så lignede Casillas altså langt fra en mand, der havde opgivet livsglæden over at være sat på bænken i en hjemmekamp mod Elche.
Måske fordi der var masser at juble af som Real Madrid-fan på en tirsdag, hvor det både blev til en sikker sejr og flere spillemæssigt opblomstringer.
Undervejs i kampen kunne man ikke andet end at sidde med den tanke, at sommeren faktisk havde budt på fem store indkøb. Udover nytilkomne Navas, Kroos og James, så virkede både Illarra og Isco som to helt forandrede spillere. For sidstnævntes vedkommende var driblingerne besnærende og antallet af boldtab enormt få, og det virkede mest af alt som om, bolden var dresseret til at adlyde andaluserens mindste bevægelse.
Længere tilbage på banen var Illarramendi pasningssikker, boldbrydende og rolig som, tja, man tør næsten ikke sige det – Xabi Alonso. I hvert fald kan der ikke være mange, der kommer til at savne den rødmossende Bayern-spiller, hvis Illarra fortsætter takterne fra aftenens opgør.
Igen var også samarbejdet mellem James, Bale og Cristiano Ronaldo glimrende, ligesom også Varane og Ramos i midterforsvaret leverede en habil indsats. At Toni Kroos spillede godt er efterhånden så selvfølgeligt, at det ikke længere giver mening at nævne!
Men hvor flere spillere glimtende, så stjal manden i sort billedet ved mere en lejlighed.
Hele tre (!) gange i løbet af kampen pegede dommer Clos Gomez på pletten, to af gangene var det absolut korrekt, den tredje gang var det tilnærmelsesvis historisk tyndt. For mens Cristiano Ronaldo viste mangel på situationsfornemmelse, da han nedlagde Mosquera i det kriminelle felt, og Albácar helt tydeligt spændte ben på førnævnte portugiser; så var det trods utallige gengivelser endog svært at få øje på forseelsen, da Marcelo faldt i gæsternes felt.
Uanset hvad så resulterede det i tre straffespark, og dermed også tre scoringer.
Mens Albácar scorede for gæsterne, så blev Real Madrids træffere fra pletten – naturligvis – stilfuldt eksekveret af Cristiano Ronaldo; men de mål var så absolut ikke portugiserens eneste stjernestund denne aften i Madrid. For udover usvigelig sikkerhed fra 11-meters afstand, så nettede verdens bedste spiller for anden kamp i træk på et urimeligt veludført hovedstød, mens han i slutminutterne scorede sit fjerde mål i kampen. Hurtig hovedregning afslører, at det blev til endnu et Cristiano Ronaldo-hattrick, nummer to i træk og nummer 21 i Real Madrid-tiden. Fænomenalt!
Cristiano scorede til 2-1, 3-1, 4-1 og 5-1, mens Gareth Bale også nettede til 1-1 på et hovedstød, hvor Elches målmand Herrera ikke ligefrem så godt ud. Men det kunne og burde være blevet til flere mål; i hvert fald havde Kroos, indskifteren Chicharito og James Rodríguez alle gode muligheder for at sætte ekstra liv i målfesten.
Men det blev ved de 5-1, og dermed kan al snak om madrilensk krise efterhånden godt forstumme.
Real Madrid – Elche 5-1 (3-1)
0-1 Albácar (15. Min., str.), 1-1 Bale (20. Min.), 2-1 Cristiano Ronaldo (27. Min., str.), 3-1 Cristiano Ronaldo (32. Min.), 4-1 Cristiano Ronaldo (81. Min.), 5-1 Cristiano Ronaldo (90. Min.)
Real Madrid
Navas – Marcelo, Ramos (Nacho, 82. Min.), Varane, Carvajal (65. Min., Arbeloa) – James (78. Min., Chicharito), Illarramendi, Kroos – Cristiano, Isco, Bale
Gule kort: Carvajal, Marcelo
Elche
Herrera – Albácar, Lombán, Pelegrín, Cisma – Rodríguez, Adrían (67. Min., Pasalic), Mosquera, Coro (60. Min., Fajr), Rodrígues (78. min., Herrera) - Jonathas
Gule kort: Albácar
Dommer : Clos Gomez
Kampens spiller: Cristiano Ronaldo. Verdens bedste. Uden sammenligning.
Kampens detalje: Illarramendi, sådan lukker man munden på sine kritikere
Kampens badebold: Carvajal; virker blottet for selvtillid og med store placeringsvanskeligheder