Pulisic i stedet for Hazard?
Engelske Daily Mail bragte i går nyheden til torvs, at Real Madrid er blandt de interesserede klubber, som i øjeblikket følger Christian Pulisic i Dortmund.
Og der er flere gode grunde til, at det amerikanske stortalent kan havne i Real Madrid i stedet for eksempelvis Eden Hazard, som man fortsat ikke har fået lavet en aftale med.
Den første er naturligvis prisen og alderen. Dortmund menes at have prissat Christian Pulisic til omkring 70 millioner € og det er lige omkring halvdelen af, hvad Chelsea forlanger at få for Eden Hazard, som endda er 8 år ældre.
Herudover kan det også spille ind, at Real Madrid med Christian Pulisic får et stærkt marketing-kort på det amerikanske marked og det kan naturligvis også få indflydelse på et kommende køb.
Den 19-årige Christian Pulisic regnes for et af de helt store talenter i europæisk fodbold og klubber som Bayern München og Chelsea jagter ham også.
Ved præsentationen af Andriy Lunin forleden, slog Florentino Pérez meget klart fast, at man går målrettet efter at hente unge spillere til klubben:
- Skridt for skridt får vi de nye grundsten på plads, som skal tegne nutiden og fremtiden. Til vores fremragende hold, ønsker vi at indlemme unge og indiskutible talenter, som vil tegne fremtiden i fodbolden i de kommende år. Unge, som har vist offervilje, arbejde og som aspirerer til det hele. Efter de seneste store titler, vil vi fortsætte med at være loyale om vores måde at se fodboldverdenen på, som har givet os en succes-formel og som har tilladt os at få en utrolig vigtig økonomisk styrke i dette nye økosystem.
