Stjerneparade melder sig klar til Corazón Classic 2020

Real Madrid inviterer interesserede indenfor til en velgørenhedskamp d. 29. marts på Santiago Bernabéu, hvor et hold bestående af et udvalg af Los Blancos' legender tørner sammen med Portos ditto.

Den seneste spiller til at melde sin ankomst til denne kamp er Clarence Seedorf, der spillede 159 kampe for Real Madrid fra 1996-99, scorede 20 mål og lavede 17 assists.

Herudover kan man også opleve spillere som Roberto Carlos, (Grande) Álvaro Arbeloa, Vítor Baía og Deco på Santiago Bernabéus grønsværen d. 29. marts.

Denne velgørenhedskamp kommer til at gå under navnet 'Unidos por la infancia', som løst kan oversættes til 'Sammen for børnene', og alle indtægter via billetsalg kommer ligeledes til at gå til denne sag.

Det er muligt at købe billetter til kampen via entradas.com, der eksklusivt står for hele billetsalget til denne velgørenhedskamp, der har været en fast tradition siden 2013.

Real Madrid Fundación er hovedarkitekten bag dette velgørenhedsprojekt, der er et led i Real Madrids store socio-sportslige indsats på verdensplan, hvor man forsøger at fremme værdierne, der er forbundet med fodbold, ligesom man gør meget ud af den sociale integration for de mere marginaliserede grupper i verden. 

Log-på for at kommentere

Florentino Pérez modtager pris

Real Madrids præsident, Florentino Pérez, har modtaget Revel Leaders Award 2020 på Santiago Bernabéu, der bliver tildelt af Revel Foundation og anerkender den rolle, Real Madrid har påtaget sig, via lederskab og arbejde, i at fremme universelle værdier.

Prisen, der i sine ti leveår har fremhævet de forskellige verdenslederes arbejde for at opnå et velstående og frit samfund, inspireret af solidaritet og socialt ansvar, blev i 2010, for første gang, tildelt Colombias præsident, Álvaro Uribe, for hans særlige bidrag til fremme af demokratiske værdier i samfundet.

Og det var netop Uribe, der præsenterede Real Madrids præsident for den fornemme pris ved ceremoni på Santiago Bernabéu.

Revel Foundation er en af ​​de vigtigste enheder, som Fundación Real Madrid samarbejder med i Colombia, og de har sammen udviklet 30 socio-sportsskoler, der huser næsten 5.000 børn med risiko for social udstødelse.

Log-på for at kommentere

Fundación Real Madrid inviterer til familiefest

Fundación Real Madrid inviterer til Real Familiy Fest den 7. juli i Valdebebas.

Konceptet præsenterede man i dag på Estadio Santiago Bernabéu, hvor man i samarbejde med Komodo vil arrangere en familiefest i Mad Cool-området i Valdebebas, hvor der vil være masser af attraktioner, fodbold og baskeball, samt masser af musik kendt fra børne-TV som Cantajuego, Pica-Pica, Gurli Gris og Power Rangers, som skal dele scene med flere af øjeblikkets store musik-stjerner. Herudover vil der være 40 madboder til den 12 timer lange fest.

Til præsentationen var Real Madrid repræsenteret ved Fundación Real Madrids vicepræsident, Enrique Sánchez, direktør for internationale anliggender, Emilio Butragueño, samt de to ambassadører, Álvaro Arbeloa og Roberto Carlos.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...

Annonce