Når David Silva i aften træder ind på Estadio Santiago Bernabéu, så er det med visheden om, at han ved flere lejligheder har været utroligt tæt på at blive Real Madrid-spiller og at det faktisk kun er tilfældigheder, som har forhindret ham i det.

I 1998 mødtes parterne for første gang, da den dengang 12-årige spiller blev kaldt til prøvetræning i Madrid. Det fortæller han i et dokumentar-program, som Manchester City, har lavet og som har fået titlen ”Made in Gran Canaria”.

Her siger han:
- De ringede hvert år, men vi besluttede os for ikke at tage af sted. Det følgende år skiftede jeg til min hjemby, hvor jeg spillede til jeg var 14 år.

Ifølge David Silvas far, Fernando Jiménez, var det faktisk Vicente del Bosque, som var skyld i, at et skifte aldrig blev til noget:
- Jeg mødte Vicente del Bosque. Jeg fortalte, da han snakkede om ham, at han havde kvaliteter og var visionær. Og han svarede, at drengen var meget lille. Jeg fortalte, at drengen ikke var der for at fortsætte. Han var der efter løfte fra en ven. Jeg fortalte dem, at hvis de fandt ham interessant, så kunne vi tage hjem og så kunne de følge ham.

Det er en historie, som bliver bakket op at Vicente Miranda, som var præsident for Arguineguín, hvor David Silva spillede:
- Vi tog ham dertil, fordi han havde nogle utrolige egenskaber for en spiller i den alder og vi var overbeviste om, at han fortsatte. Selv Míchel var imponeret. Han var der for at se sin søn spille og han måbede hver gang David havde bolden. ”Han fortsætter helt sikkert”, sagde han til os. I sidste ende blev det ikke til noget med Real Madrid, fordi de mente at han var for lille.

Parterne aftalte dog, at de skulle holde kontakten ved lige og snakke sammen senere, men Valencia kom på tværs og sikrede sig stortalentet. Det fortæller Sixto Alonso, som var talentspejder for Real Madrid og anbefalede spilleren til klubben:
- Jeg anbefalede David Silva til Real Madrid to gange. Klubben havde ham til prøvetræning i maj måned. De kunne godt lide ham, men blev ikke overbevist. Han vendte tilbage i september for at spille en turnering, hvor Valencia også deltog. Da Valencia fandt ud af, at Real Madrid heller ikke ville have ham i anden omgang, tog de hurtigt kontakt for at indlemme ham på Juvenil-holdet. Det er ting, som kan ske. Når man skal træffe 100 beslutninger om året, vil nogle af dem blive forkerte, mens mange vil være korrekte.

Mange år senere forsøgte Real Madrid igen at hente David Silva, nemlig i 2010, men også dengang blev det som bekendt ikke til noget og hans gode ven og fysioterapeut i Manchester City, Edu Álvarez, forklarer hvorfor:
- I klubber som Real Madrid og Barcelona er medierne og tilhængerne meget påtrængende. Fodboldspillerne i England er mere respekterede, her interesserer man sig kun for, hvad de laver på banen.

Men Real Madrid nåede faktisk at få David Silva til klubben og overrække ham en Real Madrid-trøje. Det skete i 2005, hvor han var udlejet til Eibar. I en kamp mod Lleida valgte han at sparke en bold ud af banen i dommerens tillægstid, selv om han var helt fri til scoring. Det skete fordi en modspiller lå skadet på banen. Derfor blev han indstillet af Fundación Real Madrid til at vinde præmien ”Premio a los valores humanos en el deporte”, altså præmien for menneskelige værdier i sporten og den hædersbevisning, samt en Real Madrid-trøje, modtog han af Emilio Butragueño og Alfredo di Stéfano.

Men tættere kom han aldrig på Real Madrid-trøjen.

I morgen mødes Real Madrid og Real Sociedad i den ene af de fire kvartfinaler i Copa del Rey og forhåbentlig går det ikke som for 32 år siden, hvor baskerne blev klappet ud af Estadio Santiago Bernabéu efter en fodboldopvisning.

Det skete også i februar, nærmere bestemt den 18. februar 1988, hvor Real Sociedad for første og foreløbig eneste gang slog Real Madrid ud af Copa del Rey. Hele 0-4 endte opgøret til baskerne. På en kold og regnfuld aften ankom Real Sociedad til den spanske hovedstad med en føring på 1-0 fra første opgør på det daværende Estadio Atotxa. Målet scoret af en vis José María Bakero.

Han scorede også i returkampen og det samme gjorde Txiki Beguiristain og berømte Alberto ”Bixio” Gorriz, spilleren med flest kampe for Real Sociedad. Han husker følgende fra kampen og sit mål:
- Det var et af de bedste mål i min karriere, der på Estadio Santiago Bernabéu, ved bageste stolpe, med Buyo i målet, jeg husker det stadig. Jeg husker, at vi kom til Bernabéu med en kneben føring fra Atotxa, men vi vidste, at vi ville komme til at kæmpe, fordi det var en semifinale i Copa del Rey, men vi holdt stand, fordi vi kæmpede meget i første halvleg, som man skal i den type kampe, fordi man skal holde sig stående på trods af de slag, man får. De havde chancer, men de scorede ikke, fordi vi var meget seriøse i en meget hård første halvleg. Men så åbnede vi målscoringen på mit mål, som jeg stadig næsten ikke kan tro på. Og herfra gav vi en opvisning i spil og mål, vi spillede en pragtkamp og jeg husker, at det var den eneste gang, at Real Sociedad gik fra banen med klapsalver fra publikum på Bernabéu.

Denne gang afvikles kampen blot over et enkelt opgør og det gør det sværere for baskerne, hvis man skal tro Gorriz, som dog ikke vil afskrive Imanols tropper og han håber naturligvis på en gentagelse.

I 1988 forhindrede La Real et El Clásico-opgør i Copa del Rey-finalen, som man tabte til Barcelona, som efterfølgende købte både Bakero og Beguiristain, men i Baskerlandet har man ikke glemt aftenen på Estadio Santiago Bernabéu, hvor Real Madrids fantastiske publikum rejste sig og anerkendte modstandernes præstation.

José Samitier ved kontrakt-underskrivelsen med Real Madrid i 1933.

Real Madrid er i aften tilbage på La Romareda til Copa del Rey-opgøret mod Zaragoza, som forhåbentlig bliver mindre dramatisk end klubbens første kampe i Aragón-regionen.

Her skal vi helt tilbage til den 17. oktober 1922, hvor Real Madrid spillede to opvisningskampe mod Barcelona i anledning af Pilar-festlighederne dette år. Det skete på det nyopførte Estadio Delicias, som var åbnet en måned tidligere og det blev dramatisk. Første kamp endte med en sejr på 5-2 til Barcelona.

Men dagen efter opstod dramatikken, da Barcelonas José Samitier var stærkt utilfreds med, at linjevogteren dømte en bold ude og Samitier fik afløb for sine frustrationer og sparkede bolden efter linjevogteren. Det fik kampens dommer, Aizpurua, til at bede Samitier om at forlade banen, men Barcelona-spilleren var brysk:

- Det tror ikke engang du på, svarede han godt støttet af de fremmødte tilskuere.

Dommer Aizpurua fastholdt dog, at kampen ikke ville blive igangsat før Samitier havde forladt banen.

Uroen bredte sig og til sidst måtte præsidenten for ”Asociación Aragonesa de Cultura Física”, José María Gayarre, ned på banen for at mægle i striden. Han var også kendt for at være ophavsmanden til fodbolden i Aragón-regionen og var redaktør for sportsaviserne Diario de Avisos, El Noticiero og Heraldo, hvor han skrev under pseudonymerne ”Goal” og ”XXX”.

Og han bad simpelthen dommer Aizpurua om at forlade banen og så overtog han selv dommerfløjten og fuldendte kampen med José Samitier på banen. Kampen endte 4-2 til Barcelona.

Real Madrid vendte tilbage til Zaragoza i september 1926, hvor man vandt træningskampen med 2-3 og sæsonen efter spillede man kvart- og semifinaler i Copaen, hvor man vandt 8-1 over Europa den 1. maj, men ugen efter måtte se sig slået med 2-o af Real Unión, som senere vandt finalen med 1-0 over Arenas de Getxo.

José Samitier fik senere en flot, men kort, karriere i Real Madrid, både som spiller og som sportsdirektør. Han var også sportsdirektør i Barcelona og menes at have udnyttet sine kontakter til General Franco til at sikre, at man i Catalonien fik Ladislao Kubala til klubben.

På trods af at have været i begge klubber og have været stor beundrer af General Franco, var det med stor sorg i begge klubber, at man modtog nyheden om hans død i 1972.

Real Madrid og Atlético Madrid tørner i aften sammen på Wanda Metropolitano, som for to sæsoner siden blev Atlético Madrids sjette hjemmebane i historien. Før dette stadion spillede Los Rojiblancos på campo del Retiro eller del Tiro de Pichón (1903-13), el Campo de O'Donnell (1913-23), el Estadio Metropolitano (1923-66), Vallecas (1940-43) og Estadio Vicente Calderón (1966-2016).

Undervejs har de to klubber faktisk delt stadion og flere gange har det været på tale, at de skulle have et fælles stadion i den spanske hovedstad, men det er dog aldrig blevet til noget, men begge klubber har dog haft gavn af hinandens stadions.

I de første år af de to klubbers levetid holdt de begge til i Parque de Retiro, hvor spillerne selv malede kridtstregerne og satte målene op inden kampene gik i gang. Her mødtes spillerne og havde et fint forhold til hinanden, inden Madrid CF i 1903 flyttede til Calle Goya og fik nyt spillested, mens Athletic de Madrid blev og gjorde Parque de Retiro til deres hjemmebane.

I 1912 flyttede Madrid CF til Estadio de O´Donnell i nærheden af Plaza de Tores de Goya (der, hvor Palacio de los Deportes – WiZink Center ligger i dag) og få hundrede meter derfra oprettede Athletic de Madrid deres hjemmebane, Campo de O´Donnell. Begge baner var indhegnet og med tilskuerrækker. Her blev de i et årti, inden Real Madrid i 1923 flyttede til Velódromo de la Ciudad Lineal og året efter byggede Chamartín. Athletic de Madrid flyttede i 1923 til bydelen Cuatro Caminos, hvor man spillede på Stadium Metropolitano, som var ejet af Madrids Metro-selskab, deraf navnet Metropolitano og det var topmoderne på det tidspunkt.

I 1936 begyndte den spanske borgerkrig, som fik voldsom betydning for begge klubber og nogle af de største slag i den spanske hovedstad kom netop til at foregå omkring Ciudad Universitaria og omkring Athletic de Madrids stadion, som blev totalskadet. Knapt så slemt stod det til for Chamartín, som i efterkrigs-årene kom til at danne fælles hjemmebane for de to klubber i en periode, indtil Athletic-Aviación flyttede til Vallecas, hvor man spillede til Metropolitano var genopbygget.

Her skulle Real Madrid komme til at spille sine hjemmekampe i sæsonen 1946/47 og en del af sæsonen 1947/48, idet byggeriet af Nuevo Chamartín (det senere Estadio Santiago Bernabéu) var i gang. Det var dog ikke en periode, som Don Santiago Bernabéu huskede tilbage på med glæde, for lejen af stadion var voldsomt dyr og samtidig fik tilhængerne af Athletic gratis adgang til Real Madrids kampe og de kom ikke for at støtte Real Madrids spillere.

Men Atlético de Madrid skulle snart få lov til at spille på Estadio Santiago Bernabéu. Det skete den 24. april 1963, hvor Atlético de Madrid mødte Nürnberg i semifinalerne i Pokalvindernes turnering. Det skete fordi Metropolitano var ved at være nedslidt og slet ikke kunne rumme så mange tilskuere som Real Madrids stadion, som på det tidspunkt havde plads til 125.000 tilskuere. Økonomisk og sportsligt blev det en gevinst for Atlético de Madrid at spille der, så man gentog succesen i januar 1964, hvor man spillede Copa de Ferias mod Juventus.

Denne gang gik det dog ikke godt for Atlético. Dels tabte de kampen med 1-3, men Real Madrids tilhængere var samtidig mødt stærkt op for at heppe på Den Gamle Dame, som havde den tidligere Real Madrid-spiller, Luis del Sol, på holdet. Det gav lidt ballade mellem de to klubber og de var derfor ikke specielt positive over for bystyrets ide om at lave et fælles stadion til begge klubber.

I stedet opførte Atlético de Madrid deres Estadio de Manzanares (senere Estadio Vicente Calderón), men under opførelsen af stadion skulle man bruge et sted at spille sine kampe og igen blev Estadio Santiago Bernabéu nævnt som en mulighed, men Real Madrid krævede en meget høj leje og derfor blev det aldrig en mulighed. Det skyldtes især, at Atlético de Madrid ikke længere havde Javier Barroso som præsident. Han var personlig ven med Don Santiago Bernabéu. I stedet var Vicente Calderón blevet præsident.

I stedet for at finde et nyt stadion, løste man det ved at tilpasse turneringsplanen og samtidig fjernede bystyret en række forhindringer i byggeri-planen, angiveligt efter indflydelse fra en af Francos generaler, Fuertes de Villavicencio, som samtidig var en del af Atlético de Madrids ledelse.

Den foreløbig sidste gang, at de to klubber har delt stadion var den 12. marts 1994. Efter et 0-3 nederlag hjemme på Estadio Santiago Bernabéu til Tenerife, hvor der blev smidt genstande ned på banen, som ramte fjerdedommeren, blev man udelukket fra at spille der og derfor måtte man til Manzanares og spille Liga-kampen mod Rayo Vallecano, som blev slået med 5-2. Det var i øvrigt i Vicente del Bosques debut som træner.