La Nación: Real Madrid vil forlænge med Keylor Navas
Ifølge costaricanske La Nación har Real Madrid meddelt Keylor Navas, at man gerne vil forlænge kontrakten med ham.
Den 31-årige målmand har ellers tilbud fra andre klubber og igen denne sommer har der været spekuleret kraftigt i, at han skulle sælges, blandt andet fordi Real Madrid fortsat meldes tæt på Thibaut Courtois.
Men i Real Madrid ønsker man altså at forlænge kontrakten, som løber til 2020, hvis man skal tro costaricansk presse, som også bygger historien på, at Julen Lopetegui var hurtig til at kontakte Navas, da han blev ansat og forsikre om, at der fortsat regnes med ham. Netop Lopetegui forsøgte angiveligt at hente costaricaneren til Porto, mens han selv var træner der.
Real Madrids planer skal angiveligt være at forlænge kontrakten med yderligere to år, således at Keylor Navas vil være 35 år, når kontrakten udløber i 2022.
