Leverkusen vil have Jesé
Ifølge TodoMercadoWeb har Bayer Leverkusen på ingen måde opgivet at få fat i Jesé Rodríguez til den kommende sæson.
Den tyske klub ønsker at fortsætte samme strategi, som man havde stort held med i forhold til Dani Carvajal, som blev en nøglespiller i sin ene sæson i den tyske Bundesliga, inden han blev hentet retur til Real Madrid til den kommende sæson.
Real Madrid er som udgangspunkt ikke uinteresseret, men man vil lade den nye træner træffe den endelige afgørelse sammen med Zinedine Zidane, som tidligere har udtalt sig positivt om stortalentet.
Det står dog fast, at Jesé Rodríguez ikke fortsætter for Real Madrid Castilla i den kommende sæson og derfor står Real Madrid kun med to muligheder: Enten at rykke ham op i førsteholdstruppen eller at lade ham skifte til en anden klub i Spanien eller udlandet.
