Real Madrid slog Everton
Real Madrid spillede natten til søndag dansk tid sin femte træningskamp som optakt til den kommende sæson og for første gang kunne Carlo Ancelotti stille med sin Once de Gala, idet Casillas, Ramos, Arbeloa og Marcelo var tilbage i startopstillingen.
Det blev en åben affære med et lille overtag til Everton i de første minutter, men det var Real Madrid, der fik den største store chance, da Cristiano Ronaldo efter ti minutter var tæt på at nå en fremlægning, men han fik desværre sparket over mål.
Det gjorde han ikke syv minutter senere, da han blev sendt alene mod Howards mål efter en aflevering fra Özil og så var det ingen sag at afdrible målmanden og sende bolden i det tomme mål.
Real Madrid har fastholdt de lynhurtige omstillinger og det gav chancer for et par halvfarlige muligheder, men først var Özil al for uselvisk, da han forsøgte at spille Cristiano Ronaldo helt fri og da portugiseren et par minutter efter lagde bolden til rette for tyskeren, mistimede han fuldstændig sit skud og dermed slås Özil.
Everton viste også farlighed, blandt andet da Fellaini headede et hjørnespark på stolpen efter 25 minutters spil og bare fire minutter senere var den gal igen efter et hjørnespark, men heldigvis fik Real Madrid tilkendt frispark og på det efterfølgende opspil viste Modric brillant overblik, da han sendte Cristiano Ronaldo afsted og hans tværaflevering kunne Özil slet ikke undgå at sætte i nettet til 2-0.
Det blev også føringen, som Real Madrid gik til pause med og til anden halvlegs start foretog Ancelotti en lang række indskiftninger, som betød at Diego López, Nacho, Di María, Casemiro, Coentrao og Carvajal kom på banen.
Real Madrid var stadig dominerende og kom frem til et par gode muligheder, men den sidste præcision manglede. Efter en time blev Jesé Rodríguez sendt på banen i stedet for Cristiano Ronaldo og han var ikke mere end lige kommet på banen, før Everton fik reduceret på et godt skud fra Jelavic.
Men Jesé havde også noget at vise og efter 66 minutter var han tæt på at komme på måltavlen, da han efter en skarp dribling i straffesparksfeltet fik afsluttet på Howard, som fik reddet med en flot fodparade, som både krævede held og dygtighed.
Der blev også spilletid til Kaká, som fik de sidste tyve minutter i stedet for en noget usynlig Benzema. De mange udskiftninger betød også, at kampen kom ind i et dødvande, hvor det hele blev lidt tilfældigt.
Der kan ikke pilles ved sejren, som var fortjent, men samtidig var det også en kamp med få lyspunkter og holdet har fortsat en del at arbejde med, inden den spanske liga starter om 14 dage.
Kampfakta:
Real Madrid – Everton 2-1 (2-0)
1-0 Cristiano Ronaldo (17.)
2-0 Özil (31.)
2-1 Jelavic (61.)
Real Madrids hold: Casillas (Diego López, 46. min.); Arbeloa (Carvajal, 46. min.), Ramos (Nacho, 46. min.), Pepe, Marcelo (Coentrao, 46. min.); Khedira, Modric (Casemiro, 46. min.); Isco (Di María, 46. min.), Özil (Denis, 85. min.), Cristiano Ronaldo (Jesé, 60. min.); Benzema (Kaká, 70. min.).
Evertons hold: Howard; Coleman, Jagielka, Distin, Baines; Osman, Heitinga, Fellaini, Naismith; Kone, Mirallas.
