Levy truer Bale med tribunen

Ifølge spanske Marca er Gareth Bale-handlen trådt ind i en ny fase, hvor det handler om at holde tungen lige i munden i de sidste og afgørende forhandlinger, inden waliseren tiltræder i Real Madrid.

Angiveligt skal Daniel Levy have taget Gareth Bales modvilje mod at spille flere kampe for Tottenham så ilde op, at han nu decideret truer offensivspilleren med at sende ham på tribunen i det kommende år og nægte at sælge ham.

Gareth Bales tiltag svækker Tottenhams forhandlingsmuligheder og Daniel Levy og Tottenham har naturligvis et ønske om at hente så mange penge som muligt for waliseren og derfor sætter man nu hårdt mod hårdt i de afsluttende forhandlinger med Real Madrid.

Gareth Bale var ikke med Tottenham til udekampen mod Monaco i denne weekend og han spillede heller ikke kampe for London-klubben på deres Asien-tur, hvor han ydermere ikke deltog i reklame-arrangementerne.

Real Madrid og Tottenham menes at være så langt i forhandlingerne, at man kan præsentere en aftale i den kommende uge og med en pris, som kommer til at ligge i omegnen af 100 millioner €, men Tottenham ønsker at holde waliseren et år mere, hvilket Real Madrid under ingen omstændigheder accepterer, når man tager den høje pris i betragtning. Til gengæld meldes det, at Real Madrid har fået en meget fordelagtig afdragsordning, som betyder at beløbet deles i 5 portioner, hvor man det første år betaler 25 millioner €.

Seneste artikler...